humle

Humlens blade er modsatte og håndlappede. Han- og hunblomster findes på forskellige individer. Hanblomsterne, der blot består af fem blosterblade og fem støvblade, sidder i åbne blomsterstande. Hunblomsterne sidder i korte blomsterstande, der er ret kompliceret opbygget: På blomsterstandens akse sidder parvise højblade, der ligesom blosterbladene er dækket af gule, stilkede kirtler. Under frugtmodningen vokser nogle af højbladene kraftigt, og den modne hunblomsterstand, kaldet humlekop, minder om en lille blød kogle. De små kirtler udskiller en harpiksagtig substans indeholdende smagsstoffer (ofte sammenfattet under navnet lupulin) og forskellige alkaloider.

Der er en rig variation i udvalget af humletyper, der bruges til brygning af øl. De største producenter er Tyskland, USA og Centraleuropa, herunder Tjekkiet og Belgien. Australien, New Zealand, Kina og Japan er også store leverandører af humle til ølfremstilling.

Man anvender altid kun humlekopperne (hunplantens modne blomsterstande) i tilsætningen til ølurten, og man skelner mellem aromahumle, fx den populære Cascade, og bitterhumle, fx Cluster – to amerikanske dyrkede typer, der er meget brugt på blandt andet moderne mikrobryggerier. Blandt de klassiske aromahumletyper kan nævnes Hallertauer Mittelfrüh (Bayern) og Saazer (ÿatec) fra Tjekkiet.

Allerede i 900-tallet begyndte munke i Centraleuropa at krydre øllet med humle, men først i 1100-1200-tallet blev denne skik kendt i Norden.

• slyngplante
• øl