jazz

Fra starten spredte jazzen sig fra New Orleans til resten af USA og ud i verden via turnerende musikere og plader. I løbet af 1920’erne udviklede jazzen sig som danse- og underholdningsmusik. Solister som Louis Armstrong etablerede soloen som et vigtigt element i jazzen, og swing-rytmik blev et kendetegn i jazzen, ofte spillet af bigbands. 1930’erne og 1940’erne er det tidspunkt, hvor jazzen har været mest populær. Siden 1940’erne har jazzen været mindre populær, men har med stilarter som bebop, hardbop og avantgarde-musik som free jazz etableret jazzen som moderne kunstmusik. Samtidig har jazzen interageret med populærmusik i stilarter som soul-jazz, bossa nova og fusionsjazz.

Fra ca. 1970 peger jazzens udvikling i flere og flere retninger. I fusionsjazz og smooth-jazz inkorporeres pop-, rock- og funkelementer og mod slutningen af 1900-tallet inddrager jazzmusikere fx hiphop i deres musik. Samtidig har der været en række revivals af New Orleans-jazz (fra 1940’erne og frem) og neokonservativ jazz (fra ca. 1980 og frem). Desuden gør jazzens betydning som global musikform med stilarter og musikere fra mange forskellige verdenshjørner det sværere at beskrive jazzhistorien som et udelukkende amerikansk fænomen.

Det manglende fokus på kvinder i jazzhistorieskrivningen er også blevet problematiseret. Disse forhold har fået mange musikere og kritikere til i det hele taget at kritisere ideen om jazzens udvikling som én lang fremadskridende historie, hvor én stilart efterfølges af én anden i en tilsyneladende naturlig udvikling. Moderne jazzhistorikere forsøger i stedet at beskrive jazzhistorien som en række overlappende, komplekse fortællinger, der lægger mindre vægt på jazzstilarternes historie og i stedet fremhæver sociale forhold som fx køn, race, etnicitet, medier, politik og musikindustriens rolle i jazzens udvikling.

I dag eksisterer jazzens stilarter side om side. Nogle musikere og fans er dedikerede til én bestemt undergenre i jazzen, men mange musikere og lyttere går på tværs af jazzens stilarter. Jazzens udøvere og institutioner interagerer også med genrer uden for jazzverdenen, både højkultur og populærkultur. Man kan således finde jazz i både avantgarde-sammenhænge og (fra tid til anden) på hitlisterne.

Kernen i jazzkulturen i dag udgøres stadig af swing- og bebopstilarter og dertilhørende performancepraksis, nogle gange kaldet mainstream-jazz. Mange jazzmusikere, der ellers primært beskæftiger sig med andre undergenrer, er således kompetente udøvere af den form for sammenspil og improvisation, som blev etableret med swing og bebop. Jazz er veletableret i mange lande, men genren har generelt en lille markedsandel.

Improvisation spiller en stor rolle i mange former for jazz, og improvisation er et centralt praktisk, æstetisk og ideologisk element i jazz. For nogle musikere og kritikere er improvisation det vigtigste og definerende element i jazz (i modsætning til fx klassisk musik, hvor improvisation betyder mindre).

Jazzmusikere improviserer i større og mindre grad forskellige dele af musikken. Fx improviserer et jazzband ofte deres akkompagnement baseret på en forudbestemt sangs form og akkorder, der gentages mange gange, og en sanger fremfører sædvanligvis ikke melodien præcis som oprindeligt komponeret, men improviserer rytmisk og melodisk over forlægget.

Den tydeligste form for improvisation i jazz er soloen, hvor én musiker improviserer over en sangs form, akkorder og melodi, eller i free-jazz i fri improvisation. Hvis der spilles i et band, akkompagnerer rytmegruppen til solistens improvisation. I jazzens æstetik lægges der vægt på, at man som musiker udvikler sin ”egen stemme” i soloimprovisation, således at den enkelte musikers stil, klang og virtuositet er genkendelig.

I jazz sker der også varierende grader af kollektiv improvisation. Det improviserede sammenspil mellem musikere og evnen til at gå i musikalsk dialog med hinanden er praktisk og æstetisk værdsat. I den tidlige New Orleans-jazz var der en relativ høj grad af kollektiv improvisation, hvor flere forskellige musikere improviserede kontrapunktisk, polyfonisk omkring hinanden. Den kollektive improvisation er i højsædet i free jazz, hvor alle musikere i et band til tider kan improvisere fuldstændigt frit (uden noget melodisk, harmonisk eller formmæssigt forlæg) på samme tid.

Jazzkomposition har altid været meget påvirket af populærmusikalske sange. I den tidlige jazz var flertematiske former almindelige, bl.a. inspireret af marchmusik. Samtidig har blues altid været en central del af jazzrepertoiret, og alle væsentlige jazzkomponister har skrevet blueser, og i øvrigt trukket på blues-harmonik og -melodik. Fra 1920’erne begyndte populære kompositioner fra Tin Pan Alley og Broadway at udgøre den centrale del af jazzkompositioner, og mange af sangene fra dette repertoire i tiden ca. 1920–1960 udgør i dag størstedelen af såkaldte jazzstandards.

I samme periode blev den harmoniske praksis etableret, der bygger på udvidede akkorder (med mindst fire toner i hver akkord). Mange nye jazzkompositioner følger i deres struktur formen fra jazzstandards, nogle gange i bogstaveligste forstand som såkaldte kontrafakta: fx har akkordrækkefølgen til Gershwins ”I Got Rhythm” dannet grundlag for hundredvis af nye sange, fx Charlie Parkers ”Moose the Mooche” og Sonny Rollins ”Oleo.” Fra 1930’erne og fremad har jazzkomponister som fx Duke Ellington eksperimenteret med udvidede og længere former, fx suiter; og moderne jazzkomponister fra 1960’erne og til vor tid, som fx Wayne Shorter, har udvidet jazzens melodiske og harmoniske formsprog.

I dag er det mest almindeligt, at kompositionens tema spilles én gang, hvorefter musikerne improviserer på skift over kompositionens form og akkorder, og så spilles temaet igen én gang til sidst.

Fordi spontanitet og improvisation betyder så meget i jazzens ideologi, lægger mange jazzmusikere og -fans vægt på livekoncerten som den vigtigste måde at opleve jazz på. Især i den første halvdel af jazzens historie var livemusikkens rolle at spille op til dans. På den anden side var jazz en af de første musikformer, der fik succes samtidig med og pga. pladeindustriens fremkomst. Indspilninger har derfor også haft en central betydning i jazzkulturen. Siden LP’ens fremkomst i 1950’erne har især hele albums nydt stor kulturel prestige, hvor plader som fx Miles Davis’ Kind of Blue, Charles Mingus’ Mingus Ah Um, og Dave Brubecks Time Out (alle fra 1959) har fået kanonisk status.

Fordi jazzen fra begyndelsen blev anskuet i forhold til race, vurderede musikere, kritikere og lyttere også tit musikken med en racialiseret æstetik, og tidlige kritikere så ofte jazzen som en form for primitivisme. I genrens første årtier var to af de grundlæggende æstetiske kategorier hot (der var kulturelt kodet som sort) og sweet (der var kulturelt kodet som hvidt). En hvid musiker som Paul Whiteman appellerede fx i årene omkring 1930 til et bredere (og hvidere) amerikansk publikum med sin mere polerede, sweet udgave af jazzen og han sagde at hans ønske var at ”gøre jazzen til en dame”—med andre ord gøre den finere og hvidere. På den anden side holdt mange afrikansk-amerikanske musikere fra starten fast i jazzens sorte æstetik med rødder i blues. Nogle kritikere har ligefrem talt om jazzens æstetik som en blues-æstetik. Og flere afrikansk-amerikanske musikere har fra musikkens begyndelse og frem til i dag ligefrem ønsket ikke at bruge betegnelsen ”jazz” om deres musik til fordel for begreber som fx ”sort musik.”

Et af de centrale spørgsmål i jazzens æstetik har været dens placering mellem højkultur og populærkultur. I begyndelsen angreb nogle racistiske kritikere ligefrem jazz for at være larm snarere end musik. I nyere tid var jazzens placering mellem populærmusik og kunst fx et hedt debatemne i forhold til fusionjazzen, som nogle kritikere mente ”solgte ud” med brugen af rockstilarter. Tilsvarende er free jazz blevet kritiseret for at komme for lagt væk fra jazzens populære, folkelige rødder og være fremmedgørende over for publikum.

Jazzen var også en del af modernismen, og nogle kritikere har talt om jazz som del af den afro-modernisme, der begynder med Harlem-renæssancen i 1920’erne. Modernistiske komponister i den klassiske tradition, som fx Darius Milhaud, brugte jazzelementer til at skildre den moderne tilstand, og afrikansk-amerikanske komponister som William Grant Still trak på jazz og blues i symfonisk musik. Fra 1930’erne begyndte kritikere og forskere at behandle jazzen som ”seriøs” musik og jazzmusikere at se sig selv som moderne kunstnere. Især fra og med beboppen i 1940’erne blev jazzen forstået af musikere og kritikere som en modernistisk musik, der var kunst på højde med europæisk klassisk musik.

Nogle kritikere og musikere har argumenteret for, at jazzen har en særligt demokratisk æstetik, fordi jazzmusikere lægger vægt på at finde deres egen stemme gennem improvisation og på at skabe dialogisk sammenspil. Selvom dette er et nobelt ideal, er det også blevet kritiseret for at overse, hvordan jazzkulturen ofte er et mandschauvinistisk sted, hvor kvinder ikke kan komme til orde.

Nogle fortalere for en demokratisk jazzæstetik ser musikken som bevis på, at man kan overkomme raceforskelle. Dette standpunkt er blevet kritiseret for at plædere for en urealistisk racemæssig ”farveblindhed”, der overser den racediskrimination, der har formet jazzkulturen. Ligeledes er ideen om en demokratisk æstetik blevet kritiseret for at blive fremført i forbindelse med en særlig amerikansk nationalisme. Under den kolde krig finansierede det amerikanske udenrigsministerium fx turnéer med jazzmusikere, som skulle fungere som ”ambassadører” for amerikansk kultur og politik.

Ved jazzens begyndelse i New Orleans fandt meget af musikudøvelsen sted i kvarteret Storyvilles natklubber, og barer/danseklubber har altid spillet en central rolle som spillested for jazzkoncerter. Siden 1930’erne er jazz også blevet spillet i koncertsale med tilhørende social og æstetisk prestige, fx gennem koncertrækken Jazz at the Philharmonic. Siden efterkrigstiden har jazzfestivaler spillet en vigtig rolle i musikkens økosystem.

Jazzens udvikling har fulgt medieudviklingen siden begyndelsen af 1900-tallet. Jazzens popularitet er således nært beslægtet med måden, hvorpå den blev spredt, nemlig via grammofonplader. Store pladeselskaber har i varierende grad udgivet jazz, afhængigt af genrens popularitet. Mindre pladeselskaber som fx Blue Note har kanonisk status som en del af jazzkulturen. I dag udkommer det meste jazz på mindre, uafhængige pladeselskaber. Radio (og senere TV) har ligeledes været en vigtig kilde til jazzlytning og især fra cirka 1930 til 1970 som et sted, jazzmusikere kunne finde relativt velbetalt arbejde. Jazz er også afbilledet på film. Den første lydfilm var Jazzsangeren (1927) —selvom musikken i den ikke afspejlede samtidens jazz så meget. Flere af jazzens kanoniske figurer er blevet portrætteret (ofte tragisk) i biopics, hvilket har bidraget til genidyrkelsen af disse musikere.

Jazzmagasiner og -tidsskrifter har været centrale i jazzkulturens udvikling. Især i midten af det 20. århundrede udgav forskellige lytteklubber og jazzforeninger deres egne blade, mens professionelt udgivne magasiner som fx Down Beat siden 1930’erne har dækket jazzen. I disse blade har jazzkritikere og musikere også i høj grad diskuteret musikkritikkens egen rolle i jazzkulturen. Sådan var jazzjournalistikken- og kritikken en vigtig forløber for rockkritikken.

Siden 1950’erne er jazzen også i stigende grad blevet pædagogisk institutionaliseret, fra grundskoler til konservatorier. I dag har de fleste udøvende jazzmusikere én eller anden form for officiel uddannelse fra fx et konservatorium. Jazzens indtog i den formelle musikuddannelse har dannet modspil til den klassiske musiks traditionelle forrang i den vestlige verden. Samtidig har jazzen fået højere prestige ved at blive repræsenteret på lige fod med vestlig kunstmusik. Nogle kritikere mener, at jazzuddannelse er blevet for formaliseret og institutionaliseret, og dermed har mistet kontakten til sine rødder i folkelig populærmusik.