kålroe

I Danmark mødes kålroer i den højere kogekunst i 1500- og 1600-tallet, men gled herefter i baggrunden som luksusvare. Kålroe var en almindelig spisegrøntsag i Danmark i 1700-tallet og indtil omkring 1850. Især om vinteren kunne kålroer indgå i stuvning med mælk og persille, kød eller flæsk eller som fyld i grønkålssuppe.

Sorterne har forskellig smag og konsistens. I dansk dyrkning har gulkødede former været foretrukket; især to sorter var populære: 'Bangholm' med violet hoved og 'Wilhelmsburger' med grønt hoved.

Efter 1850 blev kålroens anvendelse i maden i Danmark især overtaget af kartofler. Kålroer blev til dyrefoder og ellers mest spist i krisetider. Derfor er de i høj grad blevet associeret med nød og fattigdom. Under 1. og 2. Verdenskrig var kålroer nogle af de mest mættende, næringsrige og samtidig billige råvarer, man kunne få fat i. På Københavns Grønttorv solgtes næsten dobbelt så mange kålroer i 1945 som i 1940. Og i 1949 var salget nede på under en fjerdedel af 1945.

Kålroe er endnu en yndet spise i vores nabolande Norge, Finland, Tyskland, Rusland og Storbritannien. I nogle egne af Norge er julemaden stadig kålrotstappe (kålroemos) til pinnekjøtt (traditionelt tilberedt lammekød). I Finland er gratineret kålroe (lanttulaatikko eller kålrotslåda) traditionelt tilbehør ved julemiddagen og fås tilmed færdiglavet i levnedsmiddelbutikkerne. Svenskernes traditionelle rotmos er pureret kålroe, og denne ret er så nært forbundet med Sverige, at kålroe i USA går under navnet swede eller rutabaga. Kålroer har ikke fået nogen større plads i de folkelige køkkener i Danmark, undtagen på Bornholm, der er under indflydelse fra Sverige, og i Sønderjylland, der er tæt på den tyske tradition. Her spises stadig stuvede kålroer og kålroemos med røget flæsk eller pølse.

I Danmark og Sverige er kålroe som spisegrøntsag langsomt på vej frem og dyrkes i dag især af mindre producenter i økologisk og regenerativt jordbrug pga. sin meget lødige næringsprofil og gode smag.

Ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet udførte man forsøg med 21 gamle danske kålroesorter fra den nordiske genbank, NordGen, i årene 2008-2011. Målet var at se, om nogle af dem var velegnede til økologisk dyrkning, og om kokke og forbrugere samtidig syntes, de smagte godt. De fleste gamle sorter klarede sig fint i forsøgene, hvad angår udbytte og kvalitet. Smagsindtrykkene var meget forskellige mellem sorterne, fra pebret og stærk over tydelig smag af kål til helt mild og frugtagtig. Sorten 'Magres' blev særlig anbefalet på grund af sin milde smag og dermed mulighed for anvendelse til mange forskellige retter.

I Sverige har man udført lignende forsøg, der har gjort kålroen populær i gastronomiske kredse. I flere år hed kokken Mathias Dahlgrens (f. 1969) to-stjernede Michelin-restaurant i Stockholm 'Rutabaga' – det amerikanske, franske og italienske navn for kålroe, der har sine rødder i Västergötland i Sverige. Kålroe indgik i den årlige Nobelmiddag i 2018.

Kålroer anses for et godt foder, der gerne ædes af alle husdyr, særligt vinterfoder til kvier var ofte kålroer og hø. Før 1800 var kålroearealet i Danmark ubetydeligt, men det gik op, da danske landbrug valgte at satse på malkekøer fra omkring 1880. I 1880 var arealet kun på ca. 2000 ha, men efter 1910 tog dyrkningen fart, og fra 1930 til 1960 blev der dyrket kålroer på ca. 200.000 ha. Herefter blev dyrkningen hurtigt indskrænket, og siden 1990 er der stort set ikke blevet dyrket kålroer i dansk landbrug.