Katatoni er særlige bevægelsesforstyrrelser, der kan ses ved visse former for psykiske sygdomme særligt skizofreni. Ved katatoni ses stereotype bevægelser, ofte rytmisk gentaget, eller stivnen i bestemte stillinger, sommetider i flere timer ad gangen (katalepsi).
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet katatoni kommer af græsk kata- 'ned, hen, frem' og en afledning af græsk tonos 'anspændelse'.
Disse fastlåse kropsholdninger vedholdes ofte, selvom andre forsøger at ændre dem. De fastlåste kropsholdninger kan veksle med uro og rastløshed, som ikke kan forklares af ydre hændelser. Grimasser kan også forekomme. Den ramte kan også fremstå ukontaktbar for omgivelserne (stupor) og i sådanne periode responderer personen ikke på samtaler med andre.
Ved skizofreni er katatone faser ofte forbigående, men sygdommen kan præges heraf og betegnes så kataton skizofreni.
Tidligere var katatone symptomer forholdsvis almindeligt forekommende på psykiatriske hospitaler, men de er sjældne i dag, typisk pga. tidligere opstart af behandling. Katatone symptomer kan behandles med antipsykotiske lægemidler (neuroleptika).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.