Keratin, protein, der udgør langt hovedbestanddelen i overhuden (epidermis), hår, fjer, skæl, horn, negle og kløer. Keratinproteinerne er rige på den svovlholdige aminosyre cystein og er meget modstandsdygtige og tungtopløselige.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet keratin er afledt af gr. keras 'horn', gen. keratos.
I huden dannes keratin af særlige celler, keratinocytter, der under deres udvikling fyldes op af keratingranula. 85-95 % af cellerne i overhuden udgøres af keratinocytter. Før disse celler afstødes fra huden som skæl, har cellerne nedbrudt kernen og andre organeller og er helt fyldt af keratin. Ligeledes dannes negle og hår ved keratinisering (forhorning) af celler.
Se også hud.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.