kirkegård

Generelt er kirkegårde og begravelsespladser i Danmark underlagt folkekirken, der også skal godkende gravpladser for andre trossamfund, herunder fri- og valgmenigheder. De ældste af disse er de jødiske kirkegårde (den københavnske er fra 1694), hvis gravsteder står fredet til evig tid i lighed med hernhutternes, brødremenigheden i Danmark i Christiansfeld siden 1774, kirkegård. Hos herrnhuterne blev kirkegårde ("gudsageren") anlagt efter rette linjer og med helt ensartede gravsteder, hvor mænd og kvinder ligger adskilt.

På en del større bykirkegårde er der indrettet afdelinger for katolikker og fra 1980'erne enkelte for muslimer.

At færdes på kirkegården ved nattetid blev indtil ca. 1900 forbundet med frygt for gengangere (se spøgeri); om dagen kunne stedet udnyttes alsidigt, fx til afgræsning, leg og forsamling for unge. Til ind i 1800-tallet lå de danske kirkegårde græsdækkede hen; de var ujævne, hvælvet af tuegrave og kun med spredte gravminder i form af gravsten, trærammer eller en art flise- eller stenbelægning. I nyere tid arbejder mange menighedsråd med planer om, at kirkegårdens skal kunne bruges mere aktivt. Der anlægges således opholdsrum og legeområder for børn, og kirkegårde nogle steder omlægges til mere natur.

Med kristendommens indførelse blev grundstykket omkring kirken den vigtigste gravplads. Den var værnet ved indvielse, og faste hegn hindrede kreaturers indtrængen; i tidlig middelalder bestod indhegningen af grøfter, senere opførtes jord- eller stendiger, murværk eller et træstakit. Kirkegården ansås for fredhellig, og man kunne søge ly her i ufredstider. Enkelte danske kirkegårde var omgivet af fæstningsmure.

På de almindelige sognekirkegårde blev planering, træplantning, faste gange og opretstående gravminder i antikinspireret udformning hovedelementer i reguleringer i løbet af 1800-tallet, vejledt af romantikkens forestillinger om mindehaver. Familiegravsteder blev almindelige. Ca. 1880-1920 nåede gravminderne den største formvariation, man begyndte at vedligeholde gravstederne som små haver, og de sociale skel markeredes tydeligt: opad til de store gravsteder og de få mausoleer, nedad til de besiddelsesløse, der gravlagdes i rækker og uden gravsten eller kun med et simpelt kors af trælister.

Af mere moderne tiltag findes de såkaldte skovkirkegårde, som benytter sig af skovarealer, hvor urner sættes ned. Graven kan markeres let. Med anlæggelse af skovkirkegårde fuldførtes den romantiske tanke om den dødes endegyldige overgivelse til naturen – en tanke som allerede tog sin begyndelse i midten af 1800-tallet, hvor anlæggelsen af romantiske haver også vandt frem.

Soldaterkirkegårde, hvor de faldne uanset rang mindes med ensartede gravmæler, findes især ved 1900-tallets store slagmarker. I Danmark kendes de som mindre afsnit for nedskudte allierede flyvere under 2. Verdenskrig; kun Mindeparken i Århus over faldne fra 1. Verdenskrig samt Mindelunden i Ryvangen ved København fra 1945 udgør større selvstændige anlæg.

Kirkegårdskulturen er i 1900-tallet udstrakt til også at omfatte kæledyr. I 1949 blev den hidtil største danske dyrekirkegård anlagt på Amager; den drives privat og har ikke offentlig adgang.

• begravelse