Kolik er anfald af mavesmerter, der kommer i ture. Koliksmerter hos spædbørn kaldes spædbarnskolik.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af græsk kolon ‘tyktarm’
Også kendt som

colica abdominalis

Årsager til kolik

Smerterne skyldes krampagtig sammentrækning hvor som helst i mavetarmkanalen og anses for et tegn på, at tarmkanalen forsøger at afhjælpe en hindring af den normale passage. De krampagtige sammentrækninger kan således opstå ved forsnævringer, fx på grund af betændelse, svulster eller afklemning, og er et almindeligt symptom ved tarmslyng. Ofte benyttes udtrykket galdekolik om smerter udløst af galdesten. Da disse smerter imidlertid ofte er konstante og ikke kommer i ture, er betegnelsen ikke helt korrekt.

Symptomer

Symptomer er smerter, der kan være stærke, skarpe og som kommer og går. Der kan være samtidig kvalme og opkastning. Personen er ofte urolig og har svært ved at finde hvile. Dette er i modsætning til situationer, hvor der er betændelse og irritation af bughinden, hvor personen ligger helt stille. Smerter fra urinlederne giver ofte smerter i lænden og stråler ned i lysken. Smerter fra tarmen er mere diffust udbredte i midten af maven.

Behandling

Smertestillende medicin kan dæmpe smerterne, men det fjerner ikke årsagen. Behandlingen rettes derfor mod at korrigere årsagen til smerterne, fx nyresten, tarmslyng eller lignende.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig