lægeplanter

Medicinalplanter fra naturen eller fra dyrkning kan indeholde et eller flere aktive stoffer. Det kan netop være virkningen af en kombination af de aktive stoffer, der har gjort planten brugbar som medicinalplante. En del af de aktive stoffer anvendes i stor udstrækning stadig i den konventionelle medicinindustri og indgår i lægemidler.

Medicinalplanternes aktive stoffer er ofte komplicerede kemiske forbindelser, der dannes ved biosyntese i plantens celler. De kan udvindes ved presning, udvaskning eller ekstraktion, hvorefter de renses og evt. omdannes til beslægtede stoffer med mere specifik virkning. Nogle af disse stoffer fremstilles i dag syntetisk, mens det i andre tilfælde er mere økonomisk at høste grundsubstansen fra planten.

Salicylsyre findes fx i flere planter, bl.a. pil (Salix), Spirea og vintergrøn (Gaultheria). Hippokrates i oldtidens Grækenland udvandt salicylsyre fra afkog af pileblade som et let smertestillende middel. Stoffet kan fremstilles teknisk af natriumfenolat og carbondioxid og anvendes som udgangsstof for syntese af bl.a. det smertestillende acetylsalicylsyre.

Bevarede egyptiske indskrifter viser den ældste kendte egyptiske læge, Imhotep, der virkede ca. 2600 f.v.t. og senere blev egyptisk lægegud. I papyrusskrifter (bl.a. Papyrus Ebers), der kan dateres til 1500 f.v.t. men sandsynligvis er baseret på endnu ældre skrifter, omtales ca. 700 behandlingsmetoder (fx. for hovedpine, diabetes og forstoppelse) og et større antal lægeplanter, bl.a. daddel (Phoenix dactylifera), hyldebær (Sambucus nigra), ingefær (Zingiber officinale), muskatnød (Myristica fragrans) og løg (arter af Allium).

Den græske læge Hippokrates (ca. 460 f.v.t.-370 f.v.t.) opfattes ofte som forbilledet for den praktiske lægekunst og lægelige etik (bl.a. lægeløftet). På Hippokrates' tid opstod også Empedokles' lære om de fire elementer (luft, ild, jord og vand), der dannede grundlag for læren om de tilsvarende fire kardinalvæsker (blod, gul galde, sort galde og slim) og de fire temperamenter (sangvinsk, kolerisk, flegmatisk, melankolsk), som også knyttes til forskellige livsaldre. Denne lære er grundlaget for humoralpatologien, som bygger på, at der skal være balance mellem væskerne i det enkelte menneske. Balancen opnås bl.a. ved brug af lægeplanter.

Den romerske læge, Galenos, der var af græsk afstamning, sammenfattede i 100-tallet e.v.t. humoralpatologien i et komplekst, men dog overskueligt system, der helt op til 1860'erne lå bag den vestlige verdens opfattelse af sygdom og sundhed.

Den græsksprogede romerske militærlæge og botaniker Dioskorides har i sin De materia medica fra 1. århundrede e.v.t. beskrevet et stort antal lægeplanter. Hans oprindelige manuskripter er gået tabt men findes gennem afskrifter og oversættelser, bl.a. via arabisk.

I den arabiske medicin var den persiske filosof og læge Avicenna (Arabisk navn: Ibn Sina), der levede fra 980-1037 e.v.t., den mest berømte. Hans kendteste medicinske bog var Qanun (på arabisk: 'rettesnor'), og den blev på latin til Canon Avicennae. Værket sammenfattede arabisk, persisk, græsk og romersk medicin, herunder Hippokrates' og Galenos' værker. Her finder man bl.a. beskrivelser af 700 lægeplanter og deres anvendelse.

Avicennas bøger blev sendt med skib til Salernoskolen i Italien, der i 1000-tallet e.v.t. udviklede sig til den første egentlige højere læreanstalt inden for europæisk medicin. I Christian 3.s fundats for Københavns Universitet (år 1539) nævnes Canon Avicennae som et af de værker, de medicinske professorer skal studere. Helt ind i 1800-tallet blev Canon Avicennae og dermed humoralpatologien brugt i undervisningen af læger. I midten af 1800-tallet blev teorien afløst af cellularpatologien.

En anden teori, der inddrager planter i helbredelsen af sygdomme, er signaturlæren. Her mener man, at nogle planter bærer et tegn på, hvad de kan bruges til. Teorien findes flere steder i verden men blev i Europa særlig udviklet i begyndelsen af 1500-tallet og var i opposition til humoralpatologien. Man mente, at Gud havde skabt planterne med disse tegn for at hjælpe mennesket.

Et eksempel er friske rodknolde fra nogle arter af orkidéer, der bl.a. blev brugt som elskovsmidler (afrodisiakum), fordi deres form ligner testikler (orchis betyder testikel på græsk). Arter af den danske vildtvoksende gøgeurt (slægten Orchis) har været anvendt på den måde.

I de katolske klostre behandlede man syge munke og nonner med lægeplanter og droger udvundet af planterne, som blev dyrket i klostrenes urtehaver. Fra ca. år 500 e.v.t. og frem påtog klostrene sig i stigende omfang også at behandle syge medborgere, selvom de ikke var en del af klostret.

Munke og nonner havde stor viden om lægeplanter, blandt andet gennem Salernoskolen og skrifter som Canon Avicennae. Eksotiske planter, der ikke i forvejen fandtes i landet, kunne skaffes gennem det internationale klostervæsen og de munke og nonner, der rejste mellem klostrene. Med lidt held kunne planterne endda gro i klostrets have.

Da man i 1935-1948 udgravede ruinen af Æbelholt Kloster i Nordsjælland, spirede nogle af den gamle klosterhaves lægeplanter, heriblandt bulmeurt og skarntyde. Nogle af de planter, man fandt spor af ved udgravningen, dyrkes i dag i museumshaven. Fra klosterhaverne spredte lægeplanter sig med viden fra læge- og urtebøger til haver uden for klostret.

I Danmark afskaffedes klostervæsenet ved Reformationen i 1530'erne og afstedkom i årene herefter en stor mangel på viden om lægedom og lægeplanter. Det førte til behovet for flere læge- og urtebøger efter 1530.

Dioskorides' og Avicennas manuskripter var vigtige kilder til antikkens botanik og lægevidenskab, og de har været forlæg for generationer af urtebøger og lægebøger i mange lande. Bøgerne beskriver, hvordan man med humoralpatologien som teori brugte lægeplanter til at bringe balance i kroppen og dermed helbrede eller lindre sygdomme og skavanker. I begyndelsen af 1500-tallet blev signaturlæren også inddraget i urte- og lægebøgerne. Desuden indeholder de en lang række af mere eller mindre erfaringsbaserede anvisninger om brug af planter mod sygdomme.

Munk og læge Henrik Harpestreng (død 1244 e.v.t.) skrev sandsynligvis den første danske læge- og urtebog, Liber herbarum, der beskriver, hvordan et stort antal planter kan bruges som lægeplanter. Her kan man bl.a. læse, at hvidløg kan uddrive flegma (slim) som et tydeligt tegn på, at bogen følger humoralpatologien. Hans kilde var primært Macer Floridus' De herbarium virtutibus fra omkring 1175.

Forlæggeren Christiern Pedersen udgav sin lægebog i 1533. Her står fx at blå anemone (Anemone hepatica) indtages mod leverlidelser. Her følger bogen signaturlæren, fordi de trelappede blade, der er rødlige på undersiden, ligner en lever. Han skriver selv i sit forord, at den byggede på "mange mærkelige latinske og tyske bøger". Et af forlæggene for hans kilder har været Jacob Meydenbachs Hortus sanitatis fra 1491, der indeholder nogle af de ældste bogtrykte illustrationer af planter.

Henrik Smid udgav i 1536-1557 seks små medicinske skrifter, der alle havde titlen Urtegaard og var oversættelser af tyske værker. I 1577 samlede han dem til Henrick Smids Lægebog, der udkom flere gange senere, sidst i 1923. Her kan man om lægeplanten mesterrod (Imperatoria ostruthium) læse, at "rod, urt, frø og saft samt destilleret vand heraf tjener som drik eller omslag for alle koldesyger". Denne behandling følger humoralpatologien. Det samme gælder for anvendelsen af slangerod (planteslægten Aristolochia). Der står i bogen, at den "uddriver alle flegmatiske og kolleriske væsker". Brugen af engelsk spinat (Rumex patientia), som er en art af planteslægten syre, følger også humoralpatologien. Her beskrives det, at "den pulveriserede rod eller bladene kogt i vin renser lever og galde og tjener såre vel det hede koleriske menneske".

Simon Paulli (1603-1680) var en dansk læge, anatom og botaniker. I 1639 udgav han bogen Quadripartitum de simplicium medicamentorum facultatibus, der er den første universitetslærebog i botanik i Danmark; den dannede grundlag for Flora Danica , Det er Dansk Urtebog, som han udgav på latin i 1648. Sjællænderen Niels Knopf oversatte den til dansk. Bogen indeholdt 384 træsnit af vilde og dyrkede danske og norske lægeplanter og beskrivelser af, hvordan de skulle bruges medicinsk. Her kan man bl.a. læse, at næsten alle apoteker sælger en sirup af snylteplanten silke (Cuscuta), der indgivet i destilleret vand af hjertensfryd (Melissa officinalis), hørsilke (Cuscuta epilinum), jordrøg (Fumaria officinalis) og andre urter skal være god mod melankoli. Der henvises her til humoralpatologien, mens signaturlæren er grundlag for medicineringen andre steder i bogen (se fx illustrationen af blå anemone).

Med undtagelse af purpurøje, koka og Rauvolfia serpentina indgår alle de følgende planter i farmakopeen på et eller andet tidspunkt. Men de kan gennem tiden have været anvendt som medicin eller hjælpestoffer til medicin på andre måder end anført herunder.

^{1. Flere arter inden for slægten anvendes. 2. Giftplante. 3. Kun svag, stimulerende, ikke helbredende virkning. 4. Slimstof er en tyktflydende, vandopløselig substans, ofte polysaccharidderivater. 5. Hjælpestoffer er neutrale stoffer, som anvendes af smagsmæssige eller tekniske grunde ved medicinfremstilling. 6. Det danske slægtsnavn er anført, hvor der ikke findes et dansk artsnavn.}