Lappedykkere findes i det meste af verden. De yngler ved ferskvand eller undertiden brakvand, men nogle af de trækkende arter overvintrer til dels eller udelukkende i saltvand. Andre arter er meget stationære, og mindst to har mistet flyveevnen. Føden består af fisk, vandinsekter og andre smådyr, der for det meste fanges under vandet.
Nogle lappedykkere er territoriale, andre yngler i kolonier. Mange lappedykkere udfører i forbindelse med pardannelsen forskellige ceremonier og "danse", der hos nogle af slægterne er meget komplekse. Høje kald spiller også en rolle, især hos de mindre, skjultlevende arter. Reden er en platform af plantedele, forankret til vegetationen og normalt flydende. Den bygges af magerne i fællesskab, og de deles også om rugningen af kuldets 2-8 æg. Ungerne kan svømme fra begyndelsen, men fodres af forældrene og ses ofte hvile på ryggen af disse. Nogle arter opfostrer flere kuld i løbet af samme sæson.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.