Laver er dobbeltorganismer, der består af svampe, som lever i symbiose med grønalger eller cyanobakterier. Der kendes ca. 14.000 lavarter, svarende til ca. 1/5 af alle beskrevne svampe; fra Danmark kendes ca. 900 arter.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet laver er pluralis af lav, beslægtet med oldnordisk lafa 'hænge, dingle'.
- Også kendt som
-
likener
Laver danner et løv, thallus, som kan være skorpeformet, bladformet eller buskformet. Det skal have lys til algernes fotosyntese; til gengæld er laver ikke som andre svampe afhængige af organisk næring udefra. Vand optager de gennem overfladen, og næringssalte opkoncentrerer laverne effektivt fra støv og nedbør. De kan derfor vokse på steder, hvor næringsforhold eller andre levevilkår er ugunstige for andre organismer, fx på træernes bark, på sten og tage og på meget mager sandjord i klitter og på heder.
Laver er udpræget stresstolerante. Ved udtørring og nedfrysning går de i dvale, men de lever hurtigt op igen, når forholdene bedres. Det er årsagen til, at de overlever og ofte dominerer i ørkener og bjergegne samt i Jordens koldeste egne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.