Leoparden er et mellemstort medlem af kattefamilien. Den varierer i størrelse fra 45 cm til 80 cm i skulderhøjde, 90-190 cm i længde (uden hale) og 30-90 kg i vægt; hunner er noget mindre end hanner. Benene er korte og kompakte, hovedet afrundet og med kraftige kæber. Pelsen er gulligbrun med sorte rosetter på kroppen og sorte pletter på hoved og hale. Pelsen i midten af rosetterne er mørkere end den generelle grundfarve. Kan forveksles med jaguaren fra Mellem- og Sydamerika. Sorte individer er hyppige og kaldes populært panter; selv hos disse kan pletmønsteret i pelsen skimtes.
Faktaboks
- Etymologi
- af græsk leon 'løve' og pardos 'panter'.
- Også kendt som
-
Panthera pardus, panter
Den er udbredt fra Afrika syd for Sahara i vest over Lilleasien og Indien til Korea i øst. På baggrund af geografisk udbredelse og mindre, anatomiske forskelle inddeles leoparden traditionelt i en række underarter, men antallet af disse er omdiskuteret. Leoparden har stor tilpasningsevne og findes i ørkener, på savannen, i tæt regnskov og sågar i forstæderne til storbyer, fx Nairobi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.