nyre

Mennesket har som de fleste andre hvirveldyr to nyrer, men den ene kan mangle, uden at det medfører gener. De er som regel lige store og findes i lænderegionen på hver side af rygsøjlen, lige under mellemgulvet og bagest i bughulen. De er bønneformede, rødbrune, vejer hver ca. 150 g og måler 3 cm×6 cm×12 cm (tykkelse, bredde og længde). Konsistensen er fast og elastisk. Selvom de er omgivet af en fedtkapsel og flere bindevævslag samt delvis beskyttet af de nederste ribben, er nyrerne sårbare for skader ved fx trafikulykker og slag mod lænden.

Nyren består af et vævslag, som omgiver et rum (sinus), hvori nyrebækkenet (pelvis renis) og blodkarrene til og fra nyren findes.

Vævslaget kan deles i et ydre barklag, som udgør ca. ¹/₃ af tykkelsen, og et indre marvlag. I barken findes de 1 mm store nyrelegemer, som der er ca. 1 mio. af hos mennesket. Det er her, urinen dannes, idet der i legemerne findes et blodkarnøgle af kapillærer, hvorfra væske fra blodet filtreres ud i en blære, Bowmans kapsel, som er omgivet af epithelceller. Kun væske og lavmolekylære stoffer kan passere væggen (som består af endothelceller, basalmembran og epithelceller) mellem kapillærerne og blæren.

Urinen løber fra blæren ud i et 4-6 cm langt rør (tubulus), gennem hvilket urinen ledes til urinbækkenet. Den første del af røret er beklædt med fysiologisk meget aktive, høje epithelceller og løber stærkt snoet fra barken ned i marven. I denne del af røret tilbageføres mange nyttige stoffer til blodet, fx glukose, aminosyrer og salte, samt det meste af den tidligere udskilte væske.

Nyremarven er udformet som pyramider — 5-15 stykker hos mennesket — hvis brede ende (basis) vender ud mod barken, og hvis spids (papillen) trænger ind i nyrebækkenet. Idet den snoede tubulus fra barken når marven via pyramidebasis eller -side, bliver tubulus ligeforløbende, og epithelcellerne i væggen aftager i højde. Tubulus løber ned mod pyramidespidsen, men inden denne nås, bøjer den om (som en hårnål) og løber tilbage i barken mod det nyrelegeme, den kom fra. Under forløbet i marven sker salt- og vandudveksling med det omgivende væv, således at urinen bliver mere og mere koncentreret.

Under tilbageløbet til barken tiltager epithelcellerne atter i højde, og tæt ved nyrelegemet indgår cellerne i et kompleks med celler i blodkarrenes væg. I cellekomplekset dannes hormonet renin, som har betydning for blodtryksreguleringen. Herfra løber tubulus tilbage mod marven, idet flere tubuli løber ind i samlerør, som via marven når til papillen og udtømmer sig i nyrebækkenet. I samlerørene sker den endelige koncentrering af urinen, der via nyrebækkenet føres til urinlederen. Mens det er væsketryk, som fører urinen gennem nyren, er det muskelsammentrækninger (peristaltiske bevægelser) i urinlederen, som transporterer urinen til urinblæren.

Nyren modtager gennem sinus en stor mængde blod fra legemspulsåren via nyrearterien. I nyren fordeles det arterielle blod via flere grene, som løber ud i barken, hvor der sendes mindre arterioler til nyrelegemerne. Mange af arteriolerne løber videre til marven i et lige forløb langs tubuli, og efter at have dannet kapillærer har de også et lige forløb tilbage mod barken som vener: Dette forløb er af afgørende betydning for vand- og saltskiftet. Fra barken løber venerne tilbage til sinus og videre til den nedre hulvene.

Nyrerne anlægges i bindevævet bagtil i fostrets krop i den såkaldte nyredannende (nephrogene) streng. De gennemløber en lang udvikling, som til dels afspejler nyrens evolutionshistorie. Først dannes en "fornyre", som bibeholdes hos fx fiske- og paddelarver. I menneskefostret tilbagedannes fornyren, men udførselsgangen til kloakken bevares. I stedet anlægges en "urnyre", som bruger fornyrens udførselsgang, og som fungerer en tid i menneskefostret; denne forbliver den fungerende nyre hos de fleste fisk og padder.

Hos krybdyr-, fugle- og pattedyrsfostre ophører urnyren med at fungere efter kort tid, men flere dele af den samt dens udførselsgang bibeholdes i dannelsen af især de mandlige indre kønsorganer. Den endelige nyre anlægges i bindevævet neden for urnyren, i fostrets bækken. Samtidig dannes en ny udførselsgang, som skyder sig op fra den nedre del af urnyrens udførselsgang og mødes med nyreanlægget. I sidste del af fostertilværelsen forskydes nyren opad til sin endelige placering i lænderegionen.

Hos mennesket er nyrerne ikke et kirtelorgan i traditionel forstand, idet der ikke i særlig høj grad foregår en sekretion ligesom i eksempelvis spytkirtlen, hvor der dannes et sekret (spyt). Dannelsen af urin er grundlæggende en proces i to trin: filtration og reabsorption. Ved siden af denne to-trinsproces foregår der en mindre sekretion. Blodtrykket er den drivende kraft bagved filtrationen, som foregår i glomeruli, som er garnnøgleformede bundter af små mikroskopiske blodkar (kapillærer). Karvæggen i glomeruli er gennemtrængelig for væske og små molekyler. På den måde presses plasma ved hjælp af det hydrostatiske tryk igennem kapillærerne og der dannes et filtrat i den Bowmanske kapsel (bindevævskapsel, som omgiver et glomerulus). I forbindelse med filtratets videre transport gennem tubulus-systemet reabsorberes (genoptages) en stor mængde vand, ioner og mindre molekyler som glukose ved en kombination af osmose og aktiv transport.

Kombinationen af et glomerulus, den omgivende Bowmanske kapsel og udløbet af en tubulus betegnes et nyrelegeme eller nefron, og det er den mindste funktionelle enhed i nyren.

Nyrerne filtrerer normalt omkring 125 ml plasma per minut. Det kaldes også for clearance eller GFR, som står for den Glomerulære FiltrationsRate. På et døgn filtrerer nyrerne i alt omkring 180 L plasma og genoptager omkring 178 L, så der dannes ca. 2 L urin. Det har fysiologisk set været lidt af en gåde, hvorfor den menneskelige organisme benytter denne omstændelige metode til produktion af ca. 2 L urin og i perioden 1850-1920 var det omdiskuteret blandt fysiologer om det virkelig kunne være rigtigt. GFR begynder at aftage i 40-årsalderen og er som regel aftaget med 30-40 % i 70-årsalderen.

Når blodtrykket falder, så aftager filtrationen og dermed ligeledes urinproduktionen. Nyrerne er således med til at regulere blodtryk og organismens væske- og saltbalance. Gennem transport af brint- og bikarbonationer er nyrerne også med til at regulere syre-basebalancen.

Nyrerne var kendte i oldtiden. De gamle ægyptere bemærkede dem i forbindelse med balsamering og tillagde dem sammen med hjertet en særlig guddommelig betydning. De var et organ, som man mente var sæde for stærke åndelige kræfter, modsat hjernen, som man mærkeligt nok ikke tillagde nogen særlig betydning, men fjernede helt ved balsamering.

De gamle grækere var i tvivl om nyrernes funktion. Aristoteles mente, at urinen blev dannet i blæren, selvom han ikke kunne redegøre præcist for hvordan. Den romerske læge Galen var formentlig den første, der erkendte, at urinproduktionen foregår i nyrerne. Han lavede forsøg på dyr, hvor han åbnede bughulen og afsnørede urinlederen (ureter). Han iagttog, at der ikke længere løb urin i blæren, men at den fyldtes med urin, når han løsnede afsnøringen.

I 1666 fremsatte den italienske læge Marcello Malpighi den teori, at nyrerne var en kirtel i lighed med spytkirtlen og at de små malpighiske legemer (nefroner) dannede et sekret ud fra blodet. Den teori holdt frem til 1842.

I 1842 fremsatte den tyske fysiolog Carl Ludwig sin banebrydende teori om, at urinen dannes ved hjælp af blodtrykket i en proces i to trin: filtration og reabsorption ved "endosmose", selvom Friedrich Goltz (1834-1902) i 1855 kunne påvise, at urinproduktionen faldt, når han sænkede blodtrykket på en hund, kom Ludwigs teori i modvind og blev først endeligt anerkendt efter hans død. Rudolph Heidenhain (1834-97) kritiserede teorien kraftigt og mange fysiologer, heriblandt danskerne Christian Bohr og August Krogh tvivlede på dens rigtighed.

En af grundene til, at det var svært at bevise, at der foregår en filtration i nyrerne, var de store problemer man havde med at beregne GFR (den glomerulære filtrationsrate), den mængde plasma nyrerne filtrerer per tidsenhed. I 1926 lykkedes det den danske fysiolog Poul Brandt Rehberg at redegøre fyldestgørende for det i sin doktordisputats.

I årene fra 1940'erne og frem til nutiden har klarlæggelsen af transport og andre cellefysiologiske processer i cellerne langs med tubuli været et vigtigt fokuspunkt i forskningen.

• nyretransplantation
• fysiologi