patricier

Patricierne var en snæver gruppe af borgere i den romerske elite.

Det er usikkert, hvornår og hvordan gruppen af patriciere opstod. Omkring 500 f.v.t. havde de eneret til alle religiøse og politiske poster; endvidere var der ifølge romersk tradition indtil 445 f.v.t. ægteskabsforbud mellem dem og plebejerne.

I stænderkampene i de følgende ca. 250 år, hvor plebejerne også krævede skriftlige love og økonomiske reformer, måtte patricierne efterhånden opgive det ene privilegium efter det andet. Alene nogle få religiøse præsteembeder såsom rex sacrorum og måske princeps senatus var nu forbeholdt dem. Dette kan hænge sammen med, at de bestandig blev færre. Man kender således ca. 50 patriciske slægter i 400-tallet f.v.t., men kun 14 ved republikkens slutning omkring 31 f.v.t. Det var dog fortsat meget ærefuldt at være patricier, og Cæsar, Augustus og de efterfølgende kejsere opnåede ret til at tildele en slægt denne rang.