psykiatri

I 10. udgave af WHO's diagnoseklassifikationssystem (ICD-10), som blev indført i Danmark i 1994, anvendes ateoretiske, symptombeskrivende kriterier for de psykiske sygdomme. Med enkelte undtagelser (fx Posttraumatisk belastningsreaktion PTSD) uden antagelser om årsagsforhold, hvorved det tilstræbes at gøre sygdomsklassifikationen mere pålidelig og gennemsigtig.

Samtidig blev der indført adskillige nye diagnosebetegnelser, fx bipolar affektiv sindslidelse i stedet for maniodepressiv psykose, psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af psykoaktive stoffer i stedet for narkomani.

Mange sygdomsenheder i ICD-10 er dog fortsat videnskabeligt mindre godt begrundede. Tidligere anvendte diagnoser, fx neurose og hysteri, finder fortsat anvendelse i almindelig sprogbrug. Det forventes at Danmark tiltræder næste version af sygdomsklassifikationen, ICD-11 i 2021 eller 2022.

Ved sindssygdomme (psykoser) optræder der hallucinationer (dvs. abnorme syns-, hørelses-, smags-, berørings- eller følesanseindtryk), vrangforestillinger, tankeforstyrrelser, udtalte ændringer af stemningsleje eller manglende orientering med usikkerhed med hensyn til tid, sted og personlige forhold.

Der foreligger således en markant realitetsforstyrrelse, og den syges adfærd er klart afvigende fra det normale. Ydermere har den syge ofte ikke indsigt i sin sygdom, og tvangsindlæggelse og andre indgreb kan undertiden blive nødvendige for at afværge fare. Forløbet af sindssygdomme kan være meget forskelligt. I en del tilfælde er de forbigående, men i nogle tilfælde udvikler de sig til kronisk sygdom.

Et eksempler på en psykose er skizofreni, men depression, bipolar sygdom, Alzheimers sygdom og følger af alkohol- eller stofindtagelse (se narkomani) kan også kompliceres med psykotiske symptomer.

Nervøse tilstande (tidligere benævnt neuroser) er typisk præget af angst eller de kan fx være led i obsessiv-kompulsiv tilstand. Der er fravær af ovennævnte psykotiske symptomer, og til trods for eventuelt invaliderende symptomer er realitetsopfattelsen intakt.

Den syge har indsigt i symptomernes irrationelle eller overdrevne karakter, men evner ikke at ændre herpå uden behandling.

Personlighedsforstyrrelser er karakteriseret ved vedvarende og karakteristiske personlighedsændringer fra det i kultursammenhængen forventede; de vanskeliggør individets funktion i dagligdagen, i erhverv eller andre sociale sammenhænge. Afvigelserne vedrører især social forståelse og holdning, følelsesliv, impulskontrol og behovstilfredsstillelse.

Risikoen for på et eller andet tidspunkt i livet at få en alvorlig psykisk lidelse er ca. 10 %; nemlig ca. 3 % for en psykose, ca. 3 % for en nervøs lidelse og ca. 3-4 % for en svær personlighedsforstyrrelse og/eller misbrug. I Danmark er der ca. 50.000 sindssyge personer.

Psykiske sygdomme er beskrevet langt tilbage i historien og er søgt forklaret på ret forskellig måde lige fra forstyrrelser i legemsvæskerne til indvirkning fra dæmoner og lignende. Den videnskabelige udforskning af psykiske lidelser er først for alvor sket siden slutningen af 1800-tallet.

Der skelnes mellem forskellige retninger, bl.a. biologisk psykiatri, som opfatter psykiske sygdomme som hjernesygdomme, og psykodynamisk psykiatri, som ser psykiske symptomer som udtryk for bl.a. ubevidste psykiske konflikter. Denne retning bygger på Sigmund Freuds tænkning.

Socialpsykiatri ser psykiske lidelser som påvirket af sociale forhold, fx stigmatisering (brændemærkning) af personer, hvis adfærd ikke er socialt eller kulturelt acceptabel. Fra midten af 1900-tallet har forskellige antipsykiatriske bevægelser kritiseret psykiatri som lægevidenskabeligt område.

Frem til første halvdel af 1800-tallet blev omsorgen for sindssyge pålagt pårørende og lokalsamfundet. Den første psykiatriske overlæge i Danmark blev ansat i 1814 ved det senere Sankt Hans Hospital i Roskilde. I 1852 indviedes det nuværende Psykiatrisk Hospital i Århus, og herefter byggede staten en række store asyler, hvor mange kronisk sindssyge boede livet igennem. I 1900-tallet blev de betegnet statshospitaler.

I 1977 overgik statshospitalernes drift til amterne. Der skete herefter en markant nedlæggelse af sengepladser samtidig med opbygning af lokal- eller distriktspsykiatrisk ambulant behandling. Psykiatriske afdelinger blev oprettet på en række amtssygehuse.

Denne decentrale udvikling med vægt på ambulant behandling og tilpasning af syge til nærmiljøet skyldtes især fremkomst af moderne psykofarmaka, dvs. lægemidler, der specifikt påvirker højere psykiske funktioner som følelsesliv og stemningsleje, men også til dels fremskridt i den psykologiske og sociale behandling af sindslidende.

Den organisatoriske omlægning har medført, at mange kronisk sindssyge bor i egen bolig, men integrationen af de alvorligst syge lykkes ikke altid. Antallet af behandlingsdomme har også været stigende, dvs. tilfælde hvor mennesker pga. psykisk sygdom begår kriminalitet og fx får en dom til psykiatrisk behandling.

Psykiske sygdomme forstås som et uhensigtsmæssigt samspil mellem arvelig (genetisk) disposition og psykologiske, sociale og biologiske miljøforhold under hele livsforløbet. Påvirkninger i barndom og ungdom er dog særlig betydningsfulde. De nøjagtige årsagsforhold er kun delvist kendte for de fleste psykiske lidelser, men man kender mange risikofaktorer, som øger risikoen for sådan sygdom.

Behandlingen af psykiske lidelser sker ved anvendelse af biologiske, psykologiske og sociale metoder. Psykofarmaka spiller en vigtig rolle. Desuden rettes behandlingen sig mod en eventuel tilgrundliggende legemlig sygdom eller påvirkning med alkohol eller narkotika.

Psykoterapi er betegnelsen for forskellige psykologiske metoder til behandling af psykiske lidelser. Blandt de vigtigste former er psykodynamisk terapi baseret på Sigmund Freuds tænkning samt kognitiv terapi og adfærdsterapi baseret på psykologiske indlæringsteorier. Særligt de sidstnævnte former for terapi har stor betydning.

Enhver form for psykiatrisk behandling inddrager psykoterapeutiske elementer. Den sociale behandling spænder fra pædagogiske initiativer over udbedring af økonomiske og boligmæssige forhold til arbejdsmæssig genoptræning og omskoling.

Behandling af psykiske lidelser er kendetegnet ved en tværfaglig indsats med deltagelse af en række andre faggrupper end psykiatere, især sygeplejersker, plejere, psykologer, socialrådgivere, fysioterapeuter og ergoterapeuter.

Talmæssigt er langt den største del af den psykiatriske behandling i hænderne på alment praktiserende læger.

Behandling af psykiske lidelser foregår udover hos den praktiserende læge dels på psykiatriske afdelinger, som findes på alle større sygehuse, dels i decentrale kommunale distrikts- eller lokalpsykiatriske enheder og ambulatorier.

Ambulant behandling sker desuden hos praktiserende speciallæger og hos kliniske psykologer med egen praksis.

Psykiatri er i Danmark ikke opdelt i grenspecialer, men særlige psykiatriske funktioner varetages under gerontopsykiatri, katastrofepsykiatri og retspsykiatri.

Udforskning af psykiske lidelser sker ud fra specifikke videnskabelige teorier og anerkendte forskningsmetoder. De dominerende retninger er biologisk, psykologisk, psykodynamisk og socialpsykiatrisk forskning.

Man kan skelne mellem klinisk forskning, der primært omfatter undersøgelser af psykisk syge, og grundvidenskabelig forskning, der inddrager dyre- og registerundersøgelser. Opdelingen er dog ikke skarp. Ved vurdering af symptomer benyttes særlige skalaer, fx Hamiltons skalaer til vurdering af sværhedsgraden af angst eller depression.

• Biologisk forskning sigter på at afklare biokemiske, fysiologiske og andre abnorme forhold ved hjernens funktion ved psykiske lidelser samt virkningsmekanismen af psykofarmaka og andre biologiske behandlingsprincipper. Der benyttes forskningsmetoder fra andre lægevidenskabelige fag, bl.a. hjernescanninger, biokemi, anatomi, genetik og farmakologi.
• Den psykologiske forskning baseres på psykologiske teorier med hovedvægt på neuropsykologi og indlæringspsykologi, fx om psykologiske funktioners lokalisation i hjernen samt effekt og virkningsforhold ved kognitiv terapi og adfærdsterapi samt genoptræning og rehabilitering.
• Psykodynamisk forskning tager udgangspunkt i Freuds teorier og videreudviklingen heraf. Den har ydet væsentlige bidrag til beskrivelse af symptomer ved psykiske lidelser og forståelse af deres årsagsforhold og udvikling. Den psykodynamiske behandlingsforskning omhandler især de specifikke ændringer af psykologiske processer under psykoterapi samt forholdet mellem patient og behandler.
• Den socialpsykiatriske forskning omfatter epidemiologi og demografi for psykiske lidelsers vedkommende, dvs. læren om sygdomsfænomeners forekomst og udbredelse, bl.a. i relation til alder, sociale forhold mv.En væsentlig del af dansk socialpsykiatrisk forskning er baseret på enestående forskningsregistre i Danmark, bl.a. Det Psykiatriske Centrale Forskningsregister. Forskningen har haft betydning for afklaring af forholdet mellem arv og miljø ved psykiske sygdomme.

• Psykiatriloven