rap

Rapmusikken udviklede sig i sammenhæng med de block parties, som opstod i 1970’ernes New York, nærmere bestemt bydelen South Bronx. DJ-pionerer som DJ Kool Herc og Grandmaster Flash var inspireret af jamaicansk reggae og sound system-kultur, hvor udendørs fester blev anført af pladevendere (selectors), som opildnede dansegulvet med rimede tilråb og improvisationer (toasting). Coke La Rock, som ofte beskrives som den første rapper, blev hyret af DJ Kool Herc til at gøre netop det.

Samtidig indgik rap i hverdagslige udvekslinger på gadeplan. Det vil sige som en måde for unge at konkurrere og have det sjovt – i forlængelse af tidligere afrikansk-amerikanske, sproglige traditioner og lege som fx the dozens (en udveksling af overdrevne og humoristiske fornærmelser, fx af typen ”Din mor …”).

Andre forløbere for rap er spoken word-poesi (fx Last Poets), talevers og udråb i gospel, soul og RnB (fx Isaac Hayes eller Millie Jackson), rytmisk speedsnakkende komikere og radio discjockeyer, foruden børnerim og ’formler’ for historiefortælling, som kan føres tilbage de såkaldte grioter, dvs. omrejsende poeter i før-slavetidens Vestafrika.

Med hiphopkulturen udvikledes rappen med fokus på skills. Det vil sige rappernes færdigheder ud i rim, metaforer, evnen til at fortælle en historie, timing, attitude, flow etc. Også samspillet mellem DJ og flere rappere i et crew blev vigtigt (fx hos Grandmaster Flash and the Furious Five eller Afrika Bambaataa og the Soulsonic Force).

Mens tidlig rap benyttede sig af relativt enkle rytmer og rimstrukturer (ottendedele og enderim) udviklede der sig med tiden mere talenære eller rytmisk legende (percussive) flows. Nogle rappere excellerede i synkoper og polyrytmik eller eksperimenterede med hastigheden fx ved at rappe i dobbelt tempo. Den sproglige opfindsomhed udviklede sig også med avancerede multirim (dvs. rim over flere stavelser), ordspil, brug af allitterationer osv.

Også indholdsmæssigt spredte rappen sig. Fx skelner den engelske hiphopforsker Adam Krims mellem party rap (dvs. rap til og om fester), mack rap (dvs. selvforherligende fremstillinger af rollen som pimp eller player), jazz/bohemian rap (dvs. ’connaisseur’ rap, oftest politisk bevidst) og reality rap (dvs. mere eller mindre socialrealistiske beretninger). Krims’ opdeling lægger sig til den lange række af genreprædikater, som i øvrigt opstår for rapmusikkens vedkommende, fx old school rap, new school rap, college-boy rap, backpacker rap, gangstarap, horrorcore, crunk osv.

Hiphoppens betoning af konkurrence afspejles i en lang tradition for battle rap – typisk improviserede udvekslinger (freestyling) mellem to eller flere rappere i en mere eller mindre organiseret ramme; fra en kreds eller såkaldt cypher på gaden til konkurrencer som MC’s Fight Night. Konkurrenceelementet er én forklaring på, at skills er vigtige, og at rappen udvikler sig.

Rapmusikkens udbredelse via indspilninger fra 1980’erne og frem gjorde rappen til det mest fremtrædende element i hiphopkulturen, men den udvikling betød også, at rappens karakter af liveoptræden (på gaden eller til fester) og betydningen af improvisation med tiden er blevet mindre.

• hiphop
• gangstarap
• dansk rap