skæbne

Zenon fra Kition, grundlæggeren af den stoiske skole, var omkring 300 f.Kr. den første, som skrev et værk "om skæbnen" (siden tabt). For stoikerne havde skæbnen både karakter af ubrydelig årsagssammenhæng og guddommeligt forsyn (gr. pronoia, lat. providentia), der som verdensfornuft gennemsyrer hele naturen: Skæbne, gud og naturen er et og det samme.

I et så guddommeligt forudbestemt univers må det i princippet være muligt at forudse den enkeltes og hele nationers skæbne, hvad en lang række institutioner og personer i alle de gamle kulturer da også gav sig af med: stjernetydere, sandsigere, orakler, offerpræster osv.

Motivet til at søge råd hos sådanne autoriteter var ønsket om ikke blot at kende, men drage nytte af eller søge at undgå skæbnen, selvom dette sidste strengt taget ikke var muligt. Men Zenons efterfølger Chrysippos afviste, under navn af "dovenskabens argument", at man lige så godt kan forholde sig passivt, da det hele jo er forudbestemt: "Det, som du bestemmer dig for, er det, som er forudbestemt".

Stoicisme var både filosofisk verdensforklaring, religiøs tro på skæbnen og praktisk livsvisdom, hvis mål var sindsro, frihed for de affekter (begær, frygt, vrede osv.), der gør afhængig af ydre forhold.

Afgørende er ikke éns mere eller mindre gode vilkår, men éns eget forhold til dem. At acceptere sin lod er i princippet muligt for enhver, men i realiteten kun for den vise, der følger sin bane så uforstyrreligt som stjernerne deres. "Skæbnen fører den villige, slæber den uvillige", lyder en formulering hos den romerske stoiker Seneca, der satte fortuna, det lunefulde tilfælde, i modsætning til skæbnen, fatum (egl. 'det udtalte', dvs. det forordnede); det er fortuna — som efterhånden også fik betydning af rang og stand og formue — der frister menneskene til at forfejle deres bestemmelse (se også lykke).

Men selve den afvigelse fra skæbnens vilje, som mennesker i affekternes vold gør sig skyldige i, fører som moralsk forfald til den verdensundergang og verdensfornyelse, som også er skæbnebestemt. Troen på en sådan periodisk kosmisk fornyelse var udbredt i de hellenistisk-orientalske kulturer i århundrederne før og efter Kristus.

Stoikernes fatalisme, skæbnetro, blev afvist af de andre græske filosofiske skoler. Epikur, der var samtidig med Zenon, mente, at det "var bedre at følge myterne om guderne end at blive slaver af filosoffernes skæbne" — guder kan man dog bede til, mens skæbnen netop er ubønhørlig. Navnlig to argumenter blev ført frem imod "filosoffernes skæbne": At den ikke tillader et frit valg og derfor er uforenelig med individets ansvar, og at den ikke har karakter af retfærdigt forsyn, da det jo ikke går efter fortjeneste her i livet.

Platon havde allerede (i slutningen af Staten) leveret en løsning af disse problemer, ganske vist i form af en myte: Ved verdenskredsløbets afslutning lønnes og straffes menneskene for deres gerninger; derefter trækker de lod om rækkefølgen til at vælge de nye levnedsløb, der stilles til rådighed af skæbnegudinderne. Tilfældet, lodtrækningen, spiller altså en vis rolle, men derefter vælger enhver sin skæbne; således ophæves modsætningen mellem frit valg og forudbestemmelse: Enhver er skyld i sin skæbne.

Det frie valg ligger rigtignok forud for og rækker således også ud over det forudbestemte verdensforløb, ligesom idéverdenen for platonikerne var forbillede for den materielle verden; platonikerne henviste skæbnen, forstået som streng årsagssammenhæng, til denne sidste og underordnede den under det guddommelige forsyn, en distinktion, som de kristne tænkere overtog.

Den betydeligste af dem, Augustin, skrev ca. 420 således (i Om Guds stad) om "Guds universelle forsyn, hvis love alt er underlagt". For de kristne stod det fast — det står jo i NT, fx Matth. 20,23 — at Gud på forhånd har valgt nogle ud til frelse, andre til fortabelse, således kunne Guds nåde også virke som en slags skæbne, der suspenderer det frie valg (se frelsesorden).

Augustins samtidige, den engelske munk Pelagius, kritiserede troen på "nådevalget" og forfægtede menneskets frie vilje. Han blev fordømt af kirken og angrebet af Augustin, der hævdede, at mennesket ikke kan gøre noget for sin frelse, men selv er skyld i sin fortabelse, med denne begrundelse: "Mennesket synder ikke, fordi Gud forud vidste, at det ville synde; tværtimod er der netop på grund af Guds forsyn ikke tvivl om, at det er mennesket selv, der synder, når det synder, for Gud, hvis forudviden ikke kan tage fejl, forudså nemlig, at det ikke var skæbnen eller tilfældigheden, men mennesket selv, der ville synde. Hvis mennesket ikke vil synde, da synder det bestemt heller ikke" (Om Guds stad, 5,10) — og så har Gud selvfølgelig forudset også det!

Logikken er ikke just overbevisende: Der er ingen anden logisk løsning på modsætningen mellem Guds almagt og menneskets frie vilje end at benægte enten den første eller den sidste. I den islamiske verden sejrede det sidste synspunkt; "tyrkertro" er hos os et folkeligt udtryk for fatalisme. Den katolske kirke var mindre konsekvent, dens officielle opfattelse blev, at mennesket kan tage imod eller afvise nåden, et kompromis, som Martin Luther lidenskabeligt afviste i 1525.

Også den fransk-schweiziske reformator Jean Calvin hævdede en streng guddommelig forudbestemmelse, prædestination, som også kunne kaldes skæbnetro, men den store skolastiker Thomas Aquinas havde i 1200-tallet slået fast, at "navnet skæbne bør ikke bruges af de troende".

De naturvidenskabeligt orienterede tænkere i 1600- og 1700-tallet gjorde heller ikke megen brug af det metafysiske begreb skæbne, men bekendte sig i stedet til en fysisk determinisme, den opfattelse, at alt i naturen, også menneskets handlinger, er årsagsbestemte, og at der kun er ét muligt verdensforløb. Naturloven havde for så vidt afløst skæbnen og Gud som determinerende faktor.

For Baruch Spinoza var Gud og naturen dog stadig, som hos stoikerne, et og det samme, men skæbne ville han ikke kalde det: "Jeg vil ingenlunde underordne Gud under skæbnen, alt følger med nødvendighed af Guds natur".

Gottfried Wilhelm Leibniz antog en "forudbestemt harmoni" i verden, som han anså for den bedst mulige, og fandt også en harmoni mellem Gud, naturlov og skæbne: "Det er, som om man ville sige til menneskene: Gør jeres pligt og vær tilfredse med, hvad det fører til, ikke blot fordi I ikke kan modstå Guds forsyn og heller ikke tingenes natur, ... men også fordi I har at gøre med en god Herre. Det kunne man kalde Fatum Christianum" (den kristne skæbne).

Immanuel Kant afviste derimod både begreberne skæbne og tilfældighed (Schicksal, Glück), "idet man hverken ud fra erfaringen eller fornuften kan anføre nogen tydelig retsgrund, hvorved berettigelsen af brugen af dem ville blive tydelig". Han mente ikke desto mindre, at man principielt, dvs. med tilstrækkelig viden, ville kunne forudsige et menneskes adfærd "ligesom en måne- eller solformørkelse, og dog alligevel samtidig påstå, at mennesket er frit" — det kunne han påstå ud fra den opfattelse, at mennesket ikke blot er en del af fænomenernes verden, hvori alt er determineret, men også af en mere omfattende virkelighed, der ikke kan indfanges af de former, vi anskuer og fatter verden i: tid, rum og kausalitet — en "løsning", der kan minde om de gamle platonikeres et par tusinde år forinden.

Overhovedet er det, hvad enten man gør brug af navnet skæbne eller ej, det samme problem, der bliver ved med at stille sig: At en overordnet lovmæssighed begrænser menneskets frihed, men undertiden også synes at betinge den: Frihed var for stoikerne at leve i overensstemmelse med skæbnen, for de kristne at gøre, hvad Gud vil.

I samme ånd definerede Georg Wilhelm Friedrich Hegel frihed som "indsigt i nødvendighed"; han forstod verdenshistorien som frihedsbegrebets nødvendige udvikling og denne udvikling som Guds værk. I 1800-tallet er det især i historien, tænkerne søger den lovmæssighed, som friheden sættes i relation til; hvad enten de, som Frederik Severin Grundtvig, finder et forsyn bag den eller, som Karl Marx, finder den determineret af de materielle produktivkræfters udvikling. Fremskridtsoptimismen, fremskridtstro, er også en slags skæbnetro.

Knud Ejler Løgstrup fremførte i Norm og spontaneitet (1972) den umiddelbart overraskende påstand: "Før det 20. århundrede har begrebet skæbne ingen rolle spillet i filosofien", hvilket dog må modificeres til, at det siden stoikerne ikke har spillet en positiv rolle som metafysisk verdensforklaring. Løgstrup fortsætter: "Først med det 20. århundredes sans for den menneskelige tilværelses historicitet, i lyset af hvilken historien ikke forstås som en determineret udvikling, men som begivenhed og afgørelse, rykker skæbnen ind i filosoffernes søgelys".

Ordet skæbne får altså igen positiv betydning, når historien ikke forstås som skæbnebestemt, som tilfældet var hos Hegel og Marx og endnu, fremskridtspessimistisk, hos Oswald Spengler i hans Der Untergang des Abendlandes (1918-22). Arthur Schopenhauer havde dog allerede i 1851 spekuleret over "den tilsyneladende hensigtsmæssighed i den enkelte skæbne" ud fra det synspunkt, at "det ikke er i verdenshistorien, der er plan og enhed, men i den enkeltes liv".

Og længe forinden havde digterne forlagt vægten fra den overordnede skæbnemagt (destin) til den personlige skæbne (destinée): "Din skæbnes stjerner findes i dit bryst", hedder det i en replik hos Friedrich Schiller (i Wallenstein, 1800).

I Johann Wolfgang von Goethes roman Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-96) taler den unge Wilhelm stadig om skæbnen som "en magt, der råder over os og styrer alt til vores bedste", men bliver af sin samtalepartner belært om, at "denne verdens stof er dannet af nødvendighed og tilfælde, menneskets fornuft stiller sig mellem begge og forstår at beherske dem, den behandler det nødvendige som grunden til sin eksistens; det tilfældige forstår den at styre, at lede, at udnytte ... Ve den, der fra ungdommen vænner sig til at ville finde noget vilkårligt i det nødvendige, og som gerne ville tilskrive det tilfældige en slags fornuft, som det endda skal være en religion at følge".

Løgstrup, der henviser til dette sted hos Goethe, kalder det "metafysisk fusk" at ville gøre tilfældet til skæbne; "Skæbne er det, som vi gør tilfældet til". Og — "for at få skæbne må et menneske kunne mærkes for livet af det, som det kommer ud for" — det som ikke er tilfældigt! Det er lige så galt, og i værste fald paranoia, at finde mening i alle tilfældigheder som at finde alt tilfældigt og meningsløst.

Friedrich Nietzsche tog, under navn af nihilisme, så kraftigt afstand fra dette sidste, at han nærmede sig det første i sin forkyndelse af den arkaiske "tanke om den evige genkomst, den højeste form for livsbekræftelse" og for "kærlighed til skæbnen", amor fati: at ønske alt i livet gentaget i det uendelige.

Men skæbnen er netop ikke "Eenhed af Nødvendighed og Tilfældighed", selvom det står hos Søren Kierkegaard (i Begrebet Angest, 1844), og selvom vi i flæng bruger udtrykkene "skæbnen ville" og "tilfældet ville", vistnok især om noget, der ikke forekommer helt tilfældigt. Skæbne er snarere enhed af nødvendighed og frihed: man kan ikke vælge sin skæbne; skæbne rammes man af, når man ikke har noget valg og netop derved føler sig fri — og måske endda suveræn. "Skulle der virkelig findes et menneske, der er så blindt, at det ikke forstår, at skæbnen styrer mine handlinger?" spurgte Napoleon på højden af sin magt.

Hvor der logisk er en modsigelse mellem frihed og nødvendighed, er der psykologisk en forbindelse mellem behovet for selvbestemmelse og for at føle sig i overensstemmelse med noget uden for én selv; det viser sig især i de "grænseoverskridende" erfaringer, fra mystikerens oplevelse af at være ét med guddommen over kunstnerens inspiration til den store forelskelse med de impliceredes følelse af at være forudbestemt for hinanden: "Kan jeg virkelig troe Digterens Fortællinger, at man, naar man første Gang seer den elskede Gjenstand, troer at have seet hende længe iforveien?" spurgte Kierkegaard efter at have mødt Regine Olsen.

Det er ikke tilfældigt, at skæbnemotivet altid har været yndet af digterne, i hvis fortællinger intet er tilfældigt, heller ikke de "usandsynlige sammentræf", der er hyppigere i digtningen end i virkeligheden, men også i denne kan virke som "skæbnens ironi" (i Giuseppe Verdis opera fra 1862 besunget som "skæbnens magt").

Også hvor der ikke direkte som fx i de islandske sagaer henvises til skæbnen, er det den typiske helts opgave at opfylde sin bestemmelse, hvad han snarere gør ved at "udfordre skæbnen" og bukke under for den end ved at "lade skæbnen råde".

Skæbne falder det naturligst at tale om, når den er tragisk, ublid eller grum. I en skæbnetime kan mennesker stadig gribe tilbage til den gamle distinktion mellem fatum og providentia, som rigsminister Albert Speer i sin tale til den tyske nation 3.5.1945: "Kun et bedre forsyn kan ændre vor skæbne".

I sproget vidner mange talemåder, uanset om der stadig anes en realitet bag dem eller ej, om, at det er sin sag at have med skæbnen at gøre. Hvis noget er skæbnesvangert, er der fare på færde; hvis det er fatalt, er det som regel allerede gået galt.

Hvis én overlades til sin skæbne, er prognosen ikke god. Men kan man blive ramt af skæbnens slag og føle sig drillet af skæbnens ironi, kan man dog også forholde sig ironisk til skæbnen og udbryde "Tak skæbne!" eller endda respektløst "Tak skævben!" Men man kan ikke bande ved skæbnen som ved Gud.

I de dystre skæbneoplevelser træder nødvendigheden så stærkt frem, at friheden kun kan ytre sig som (stoisk) accept af det uundgåelige, i sidste ende døden; det latinske ord fatum fik også betydning af død. Men jo større magt mennesket med sin naturvidenskab og teknik har fået over naturen, jo sværere har det nok fået ved at acceptere det naturgivne som skæbne, selvom det nu især er i den biologiske natur, den lovmæssighed søges, som menneskets frihed er begrænset og betinget af.

Den detaljerede kortlægning af menneskets arveegenskaber, der foregår ved dette årtusindskifte, og de deraf følgende muligheder for at gribe ændrende ind i dem kan få én til at sætte et ironisk udråbstegn efter en konstatering (i Levi og Ibald, 1883) af M.A. Goldschmidt: "Et Menneskes Natur er jo i vid Udstrækning dets Skæbne"!