spytkirtel

Ørespytkirtlen er den største og er placeret mellem øregangen og underkæbens øverste del. Fra kirtlen løber en ca. 5 cm lang udførselsgang (ductus stenonis, opkaldt efter dens opdager, Niels Stensen) til kindslimhinden ud for de bageste overmundskindtænder, hvor dens serøse spyt udtømmes. Lige inden for underkæbevinklen ligger underkæbespytkirtlen, som tømmer sit overvejende serøse spyt under tungen via en ca. 5 cm lang gang. Begge kirtler er velafgrænsede af bindevæv i modsætning til den tredje store spytkirtel, som ligger i mundhulens bund under tungen. Dens sekret er overvejende mukøst og forlader kirtlen via mange små udførselsgange, som udmunder under tungen (en enkelt større udførselsgang findes dog ofte).

Kirtlerne producerer konstant en vis mængde spyt, som fugter slimhinderne og fx letter tale, og sekretionen øges væsentligt, hvis der kommer føde i munden eller blot ved mundbevægelser, som det ses ved tyggegummitygning. Spytsekretion kan også øges ved lugt og syn af mad, ja alene ved tanken om mad (se også betingning og Ivan Pavlov).

Sekretionen styres af det autonome nervesystem, både af det parasympatiske og det sympatiske system, der aktiverer små, muskellignende celler omkring kirtlerne. Herved presses spyttet ud. Spytsekretionen synes derimod ikke at være hormonreguleret.

Visse insekter har spytkirtler; malariaparasitter overføres fx via malariamyggens spyt, idet parasitterne opholder sig i myggens spytkirtler.