Den omfattende transport af både næringssalte og organiske stoffer i planter foregår især via ledningsstrengene, som omfatter to forskellige transportvæv, xylem (vedvæv) og phloem (sivæv). De to væv ligger side om side, men transporterer ofte i hver sin retning. Xylemet transporterer vand og uorganiske næringssalte op fra rødderne (saftstigning), phloemet transporterer organiske stoffer, navnlig sukkerstoffer, fra bladene til alle plantens øvrige dele.
Transporten i xylemet. Xylemets vandledende rør er dannet af døde celler med kraftige, forveddede cellevægge. Transporten af næringssalte såsom nitrat og fosfat ind i xylemet begynder i rødderne. De opløste ioner transporteres gennem rodcellernes membraner. Ved aktiv transport kan rodcellerne akkumulere næringssalte til en højere koncentration end den, der findes i den omgivende jordvæske (se også næringsoptagelse). Den højere koncentration kan give et rodtryk, der skabes ved osmose. Fra rødderne transporteres næringsstofferne passivt videre i xylemet sammen med vandstrømmen op i planten. Saftstigningen drives primært af fordampningen fra bladene.
Transporten i phloemet. Transporten af sukkerstoffer, især sucrose, sker via sirørene i phloemet. Optagelsen af sucrose over sirørenes membraner sker ved processer, som er koblet til forbrug af energi i form af ATP. Planten kan derfor ophobe meget høje koncentrationer af sucrose i sirørene, fx 15-20 % i sisaften. Pga. det høje sukkerindhold optager sirørene vand ved osmose, og der skabes et overtryk i cellerne. Dette tryk driver en vandstrøm mod andre dele af planten, og med vandstrømmen flyder den opløste sucrose og en lang række andre organiske forbindelser, bl.a. aminosyrer. I modsætning til xylemets vedkar er sirørene i phloemet levende celler. De er specialiserede til stoftransport, idet de danner sammenhængende rør, som tillader en saftstrøm igennem cellerne. Sirørene mangler en række organeller, fx cellekerner, som ellers ville hindre saftstrømmen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.