Svinene er en familie af parrettåede hovdyr. I dag anerkendes 17 vilde arter af svin samt tamsvinet.
Suidae (familie)
I størrelse varierer de fra vildsvinet og skovsvinet, der vejer op til henholdsvis 320 kg og 275 kg, til dværgsvinet på 6-10 kg. Svin er letgenkendelige på deres flade grisetryner, som er en tilpasning til at rode i jorden efter føde. De er sociale og højt intelligente dyr.
Stamtræet for svinefamilien (Suidae), der viser slægtskabet af de seks slægter.
Svinene udgør familien Suidae, der hører hjemme i de parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla). De meget lignende navlesvin fra Amerika er tæt beslægtede med svinene, men placeres i deres egen familie, Tayassuidae.
Nedenfor er vist de 17 nulevende vilde svinearter samt tamsvinet. Deres vægt er angivet, hvis den kendes.
Egentlige svin (slægten Sus) med 8 vilde arter og 1 tamform:
Dværgsvin (slægten Porcula) med 1 art:
Busk- og penselsvin (slægten Potamochoerus) med 2 arter:
Skovsvin (slægten Hylochoerus) med 1 art:
Vortesvin (slægten Phacochoerus) med 2 arter:
Hjortesvin (slægten Babyrousa) med 3 arter:
Der er diskussion om, hvor mange arter af egentlige svin (slægten Sus), der rent faktisk findes. Eksempelvis er det blevet foreslået at splitte vildsvinet op i 11 selvstændige arter.
Ved mindre andet er angivet, handler resten af artiklen her om de vilde arter af svin.
Vildsvinet har en af de største udbredelser af alle vilde pattedyr og er den eneste vilde svineart, der lever på flere kontinenter. Arten findes naturligt fra Java, Japan og Amur-regionen i øst til store del af Europa i vest samt fra Marokko til Tunesien i det nordligste Afrika.
Asien huser 11 endemiske svinearter: 7 arter af egentlige svin (slægten Sus), de 3 arter af hjortesvin og dværgsvinet. Dværgsvinet findes kun i Assam i det nordøstlige Indien. Alle de resterende endemiske svinearter i Asien lever i Sydøstasien. Skægsvinet er udbredt på Borneo og Sumatra samt i den sydlige del af den malajiske halvø. De øvrige seks sydøstasiatiske arter af egentlige svin er øboere: palawansvin, mankesvin, mindoropustelsvin og filippinsk pustelsvin er endemiske for Filippinerne, mens sulawesipustelsvin og javapustelsvin er endemiske for Indonesien. Hjortesvinene er også endemiske for Indonesien.
I Afrika findes der fem endemiske svinearter, alle syd for Sahara: de to arter af vortesvin samt skovsvin, busksvin og penselsvin.
De fleste arter af svin holder primært til i tropeskov; det gælder alle de sydøstasiatiske arter samt skovsvin og penselsvin. Dværgsvinet lever i højt græs. Vildsvinet er mere alsidigt og kan forekomme fra skov til mere åbne og tørre områder. Busksvinet findes i skov, skovsavanne og galleriskov langs floder. Vortesvinene er de mest tørketilpassede i familien; de kan findes fra åben skov til tør savanne.
På hver fod har svin fire tæer, som er beklædt med klove. De har en tætbygget krop med en kort hals og et stort hoved. Svin har relativt små øjne, men veludviklede ører. De fleste arter har en strid og forholdsvis tynd pels. Allermest karakteristisk for svin er deres grisetryne.
Svin har en kraftigt forlænget snude, trynen, der for enden er udstyret med en flad, nøgen skive, næseskiven. Næseskiven er forstærket med en hård bruskskive, der gør trynen effektiv til at rode i jorden. Med dens hævede overkant kan svin bruge næseskiven nærmest som et brækjern til at bryde igennem selv ganske hårdt substrat.
Den nøgne næseskive er rigt forsynet med nerver og er uhyre følsom. Desuden har svin en meget veludviklet lugtesans. Det gør dem fremragende til at føle og lugte sig frem til underjordiske fødeemner som rødder og rodfrugter. Trynen er udstyret med særlige muskler, så den kan foretage finmotoriske bevægelser under fouragering, uden at hele hovedet skal bevæges. Svin kan lukke deres næsebor under gravning for at undgå at få jord i næsen.
Hjortesvinene adskiller sig fra de andre svin ved ikke at have en bruskplade for enden af snudepartiet. Det viser, at de ikke i samme grad roder i jorden efter føde.
Vildsvinet er kendetegnet ved et højt skulderparti og et stort, trekantet hoved. Hannerne udvikler en "pukkel" på næseryggen samt lange, skarpe hjørnetænder i overkæben; hjørnetænderne (hugtænderne) kan blive over 25 cm lange målt langs kurven (rekord 41,5 cm) og rager ud af munden. Hugtænderne hos vildsvinehannerne har åbne rødder, hvilket vil sige, at de vokser livet igennem. På vores breddegrader får vildsvinet en tyk vinterpels, men i varmere områder er pelsen mere sparsom. Pelsfarven kan variere fra næsten sort til brun, grå og gulgrå.
Over dets enorme udbredelse varierer vildsvinet betragteligt i sin størrelse. I troperne bliver arten typisk mindre end på de nordlige breddegrader. Den underart, som forekommer i store dele af Europa inklusive Danmark (Sus scrofa scrofa), vejer op til 200 kg. I det østlige Rusland kan vildsvin nå helt op på 320 kg. Hunnerne vejer kun omkring 60 % af hannerne.
Samtlige de resterende syv vilde arter af egentlige svin (dvs. alle de sydøstasiatiske arter i slægten Sus) falder i kategorien pustelsvin, også selv om de ikke alle har pustel i deres navn. Pustel betyder blære, og navnet skyldes, at hannerne udvikler en ansigtsudsmykning i form af 2-3 par iøjnefaldende vorter (dog forholdsvist små hos skæg- og mankesvin). Derudover er pustelsvinene kendetegnet ved at have en relativt længere snude end vildsvinet.
En del af pustelsvinene er dekoreret med skæg, manke og/eller en langhåret "toupé" på toppen af hovedet. Disse ornamenteringer ses hos begge køn, men bliver længst hos hannerne. Skægsvinet lever op til sit navn med det største og mest buskede skæg i svinefamilien; et op til 15 cm langt fuldskæg, der vokser på kæberne og en stor del af snuden. Palawansvin, filippinsk pustelsvin og sulawesipustelsvin har et hvidligt strittende skæg på kinderne og kæben. Mankesvinet har ikke skæg, men til gengæld en lang hesteagtig man, der fortsætter helt til bagenden. I parringstiden bliver hannens man ekstra lang og falder ned over ansigtet som pandehår. Palawansvinet har en forholdsvis kort, hvid man, der løber fra kronen til bagenden. En "toupé" ses hos filippinsk pustelsvin og sulawesipustelsvin.
Som hos vildsvinet udvikler hannerne af pustelsvin lange hjørnetænder, der i overkæben er krumme og i underkæben mere lige. Hos skægsvinet får begge køn lange stødtænder, der kan blive op til 25 cm lange.
Med sin beskedne størrelse er dværgsvinet umiskendeligt. Hannerne vejer 8-10 kg og hunnerne 6-8 kg med en skulderhøjde på blot 20-30 cm. Dværgsvinet har en kort snude, korte ører, korte ben og en kort hale (2-3 cm). Dets bagparti er højere end forpartiet, hvilket giver en kileformet kropsform, som er velegnet til at mase sig igennem tæt vegetation.
Penselsvin med den karakteristiske røde pels og de store bladformede ører med lange, nedadhængende ørekvaster. Foto fra Birmingham Zoo.
De to arter i slægten Potamochoerus hører til de mindre svin. De er karakteriseret af kæmpe bladformede ører med lange, nedadhængende ørekvaster. Hos penselsvinet får kun hannerne skarpe hugtænder, mens de hos busksvinet findes hos begge køn. Hugtænderne holdes dog forholdsvist korte og rager ikke ud af munden som hos mange andre svin.
Penselsvinet er den mest farvestrålende af alle svinearter med sin korte orange pels. Det har markante sorthvide tegninger i hovedet og en kort hvid man, der løber fra halsen og i hele ryggens længde. Navnet penselsvin refererer til artens lange ørekvaster.
Busksvinet har en længere og mere pjusket pels end penselsvinet og en langhåret hvidlig man på halsen og den øverste del af ryggen. Det kan variere betragteligt i farven fra næsten helt sort og mørkebrunt til beskidt hvidt og rødligt. Den røde form af busksvinet kan forveksles med penselsvinet, men busksvinet mangler penselsvinets "maske", og dets ører er ikke helt så forlængede og har kortere ørekvaster end penselsvinet. Busksvinet har desuden typisk et hvidt kindskæg.
Arten kaldes på engelsk for giant forest hog ('kæmpe skovsvin'). Det er dog kun den østlige underart (Hylochoerus meinertzhageni meinertzhageni) fra bl.a. Kenya og Etiopien, som kan kaldes kæmpestort. Her kan hannerne veje op til 275 kg. De vestlige former af skovsvinet er blot på størrelse med busksvinet. Skovsvinet har et enormt hoved og en exceptionelt bred tryne, der kan blive op til 17 cm i diameter. Desuden er hannerne karakteriseret af nogle bizart udseende store, opsvulmede nøgne kindplader. Skovsvinet er klædt i en strid, mørkegrå pels. Hannerne har lange, opadpegende hjørnetænder i overmunden; de kan blive op til 39 cm lange og rager langt ud af munden.
Vortesvin har deres navn fra tre par store vorter i hovedet. Det mest fremtrædende par sidder under øjnene (de infraorbitale vorter); hos hannerne bliver disse 10-15 cm lange og hos hunnerne 2-3 cm. Vorterne beskytter øjnene og andre sårbare dele af ansigtet under svinenes indbyrdes slåskampe. Hos hannerne af ørkenvortesvin bøjer de infraorbitale vorter tydeligt nedad, hvorimod de hos det almindelige ørkensvin peger lige ud.
Vortesvin har de forholdsvis største hoveder af alle svin. De har en bred tryne forsynet med en bred næseskive. Begge køn har lange hjørnetænder både i over- og underkæben (hos de fleste andre svin er det kun hannerne, der får lange hjørnetænder). De øvre hjørnetænder kan blive imponerende lange, særligt hos hannerne, hvor rekordlængden er 61 cm. Vortesvin er tyndpelsede, men har en lang man, der løber et stykke ned ad ryggen. De har for vane at holde halen lodret opad, når de løber.
Hjortesvin kendes især på hannernes unikke øvre hjørnetænder, der vokser op igennem snuden og får form som bagudvendte kroge. Hjortesvins hud er næsten nøgen. Sammenlignet med andre svin er de relativt langbenede. Deres tryne mangler en bruskskive.
Svin har en veludviklet høresans og kommunikerer med talrige former for grynt, hvin og lignende vokaliseringer. Når flokke af svin fouragerer i tæt vegetation med begrænset sigtbarhed, holder de ofte kontakt med særlige kontaktvokaliseringer. Undersøgelser antyder, at vildsvin er i stand til at genkende hinanden på stemmen.
Synet hos svin er ikke særlig godt. Det lader til, at vildsvin ikke er i stand til at skelne rødt, grønt og gult. På tæt hold kan svin kommunikere med kropssprog. Dominans- og trusselssignaler kan inkludere at stille sig med siden til i en rank positur, rejse ører, børster og manke (hvis de har en sådan) og enten holde hovedet løftet eller bevæge det op og ned eller fra side til side. Trusler kan forstærkes med en højlydt tænderskæren. Underdanighed i konflikter kan vises ved at lægge ørerne ned, holde hovedet lavt og udstøde gennemtrængende hvin.
Lugtesansen hos svin er højt udviklet, og duftkommunikation spiller en stor rolle. De har talrige duftkirtler rundt omkring på kroppen, bl.a. på fødderne og i hovedet, samt analkirtler. Disse kirtler udskiller et lugtende sekret, som bruges til duftmarkering, fx ved at gnubbe sig mod træer og andre objekter.
Svin er taktile dyr. De pudser pels på hinanden, hviler sig i tæt kontakt med hinanden og hilser på hinanden næse til næse eller næse til mund.
Man anser svinefamilien for den fjerdemest intelligente pattedyregruppe, kun overgået af menneskeaber, delfiner og elefanter. Svin har avancerede indlærings- og problemløsningsevner, og deres intelligens siges at være sammenlignelig med et tre-årigt barns. I fangenskab har svin brug for et stimulerende miljø, ellers kommer de hurtigt til at kede sig og bliver rastløse.
For at teste dyrs intelligens har man udviklet computerspil, hvor dyrene får en belønning i form af en godbid, hvis de løser en opgave på en videoskærm. Her kan svin lære at løse opgaver lige så hurtigt som chimpanser. De er i stand til at flytte en markør rundt på en skærm ved at bevæge et joystick med deres tryne. Desuden har svin i fangenskab lært at kontrollere temperaturen i deres grisesti ved at ændre på en termostat.
Svin er omnivorer, et udtryk man bruger om dyr, hvis kost består af mange forskellige slags fødeemner. På dansk kalder man også omnivorer for altædere. Svins føde domineres af plantekost som blade, skud, græs, urter, frugt, nødder, frø, rødder, rodfrugter, bark, vandplanter, bregner og svampe. Dette suppleres med animalsk kost som ådsler, fugle og deres æg, småpattedyr, krybdyr, fisk, snegle, regnorme, insekter og insektlarver. Hos vildsvinet udgør den animalske kost omkring 10 % af føden.
Med undtagelse af hjortesvinene finder alle svinearter en stor del af deres føde ved at rode i jorden. Deres lange, bevægelige og følsomme tryne samt den hårde næseskive og en god lugtesans er tilpasninger til netop det. Vortesvin lever som de eneste svin især af græs. De bruger den skarpe, hårde kant af deres næseskive til at grave sig frem til græsrødder i 5-15 centimeters dybde. Hjortesvin har tænder og kæber, der er stærke nok til at knække meget hårde nødder. Vildsvin er kendte for at kunne nedlægge hjortekid og lam og for at kunne stjæle byttedyr fra leoparder.
Typisk for omnivorer har svin et forholdsvis simpelt fordøjelsessystem med et enkelt mavekammer samt relativt lave kindtænder med afrundede tyggeknuder.
Generelt er svin sociale dyr. Det gælder i særdeleshed hunner og deres unger, der normalt lever i familiegrupper. Voksne hanner har tendens til at leve for sig selv eller monopolisere en gruppe af hunner. Hos enkelte arter ses mindre ungkarlegrupper.
Vildsvin lever i familiegrupper bestående af beslægtede hunner og deres unger. Disse grupper har i gennemsnit ca. 20 medlemmer, men flokke på helt op til 100 individer er set, om end de formodes at være midlertidige sammenslutninger af flere grupper. Voksne hanner er normalt solitære uden for yngletiden, men i brunsten slutter de sig til hunnerne.
Pustelsvinenes sociale adfærd i naturen er kun dårlig kendt. Sulawesipustelsvin og javapustelsvin er blevet observeret i grupper på op til ni individer. Mankesvin lever i familiegrupper med flere hunner og deres unger samt en enkelt voksen han.
Dværgsvinet er ekstremt sky og svært at observere i det høje græs, det lever i, så man ved kun ganske lidt om dets adfærd. Arten er blevet observeret i grupper på op til 10 individer, men ses oftest 4-6 sammen. Det lader til, at dominerende hanner monopoliserer hunner i brunsten.
Skovsvin og penselsvin har familiegrupper bestående af flere voksne hunner og deres unger samt en enkelt dominerende han. Hos skovsvin indeholder familiegrupper typisk 3-4 hunner, men grupper på op til 19 er blevet observeret. Hos penselsvin har man set familiegrupper på op til 27 individer.
Busksvinet adskiller sig fra andre svin ved at leve i monogame par, der er territoriale – svin er ellers karakteriseret af ikke at være territoriale. At også hunnen af denne art får hugtænder hænger sammen med, at hun er med til at forsvare territoriet; hun angriber både fremmede hunner og hanner. Par lever med deres seneste 1-2 kuld unger i mindre grupper på op til 11 individer.
Vortesvins familiegrupper består af en voksen hun, hendes seneste kuld unger og nogle gange 1-2 ældre døtre. Flere familier kan være organiseret i en klan, der sjældent er samlet, men som deler føderessourcer, vand, mudderhuller og underjordiske huler. I det sydlige Afrika ligger gennemsnitsstørrelsen af klanerne på 18 individer. Hanner lever alene eller i ungkarlegrupper. Vortesvin er særegne blandt hovdyr ved at leve i huler i jorden. Disse huler er oftest gravet af jordsvin og hulepindsvin.
Sumatrahjortesvinet er blevet observeret i familiegrupper på op til 13 individer. To tredjedele af disse grupper består kun af hunner og deres unger, mens en tredjedel også indeholder en voksen han. Hanner, der ikke lever med hunner, er typisk solitære, men indimellem kan 2-3 hanner leve sammen. De to andre arter af hjortesvin ved man stort set intet om i naturen.
Alle svinearter mudderbader. Det kan både hjælpe dem til at holde sig nedkølede i varmt vejr (særligt relevant for arter i troperne) og til at slippe af med utøj. Et størknet lag mudder fra et mudderbad kan også værne imod insektbid.
De egentlige svin (slægten Sus) går drægtige i 3,0-4,3 måneder, dværgsvin i ca. 4 måneder, skov-, busk- og penselsvin i 3,9-4,9 måneder, vortesvin i 4,9-5,9 måneder og hjortesvin i 5,1-5,2 måneder.
Når en hun nærmer sig fødslen, forlader hun sin familiegruppe og forbereder et stort, opskrabet leje foret med vegetation til ungerne. Vortesvinene er en undtagelse; de føder i en underjordisk hule.
Svinefamilien gør sig bemærket ved at få store kuld sammenlignet med andre hovdyr. De største kuld blandt andre hovdyr ses hos vandhjorten, der kan få op til 5 unger/kuld, og langt de fleste andre hovdyr får kun 1-2 unger ad gangen. Blandt svinene er der mange arter, som kan få 6 eller flere unger/kuld.
Her følger kuldstørrelser for de svinearter, der kendes tal for: Vildsvin 2-12 unger (normalt 5-9), skægsvin 3-12 unger (små hunner får typisk 3-4 unger, store hunner ofte 12), mankesvin 2-4 unger, filippinsk pustelsvin 5 unger (blot én observation), javapustelsvin 1-5 unger, dværgsvin 2-8 unger (normalt 4-5), busksvin 1-10 unger (normalt 3-4), penselsvin 1-6 unger (normalt 1-4), skovsvin 2-6 unger, almindeligt vortesvin 1-8 unger (normalt 2-3) og sulawesihjortesvin 1-3 unger (normalt 1-2).
I år hvor regnskovens træer producerer særligt mange frugter, kan skægsvinhunner få 2-3 kuld og sætte hele 10-30 unger i verden på et år, hvilket er uhørt mange blandt hovdyr.
Fødselsvægten kendes kun for en håndfuld af svinearter. Hos vildsvin vejer de nyfødte unger 750-1.000 g, hos busksvin 600-1.000 g, hos dværgsvin 150-200 g, hos vortesvin 480-850 g og hos sulawesihjortesvin op til 800 g.
Ungerne fødes med åbne øjne og pels og kan stå op kort efter fødslen. Alle egentlige svin samt penselsvin, busksvin og dværgsvin fødes med et mønster af vandrette striber eller rækker af pletter, der giver god kamuflage. Mønstrets farve varierer blandt de forskellige arter fra sort og mørkebrunt over orange og gult til hvidt. Hos vildsvinet er mønstret helt mørkt, mens det hos javapustelsvin, sulawesipustelsvin, mankesvin og skægsvin er n blanding af skiftevis mørke og lyse eller orange striber. Ungerne af pensel- og busksvin har et helt lysegult mønster. Striberne blegner med alderen og forsvinder gerne helt, når ungerne er 3-6 måneder gamle; dog først efter 7-9 måneder hos mankesvinet. Ungerne af vortesvin og hjortesvin fødes uden mønster.
Hos de fleste arter er hannerne ikke engageret i ungernes liv. Hos penselsvin og busksvin, der lever i familier med en enkelt voksen han, som med stor sandsynlighed er far til familiens unger, spiller hannerne dog en vigtig rolle i at tage sig af og beskytte ungerne.
Som noget unikt blandt hovdyr ser man hos flere arter af svin, at hunnerne i en familie samarbejder tæt om at tage sig af gruppens unger og kan give die til hinandens afkom. Det ses fx hos vildsvin, vortesvin og skovsvin. Hos busksvin kan unge hunner i deres andet år påtage sig en babysitterrolle for deres mors nyeste kuld; hvis de derimod viser tegn på at blive kønsmodne, bliver de smidt ud af gruppen af deres mor.
De længste levealdre, man har registreret blandt vilde svinearter, ses hos hjortesvin (24 år), vildsvin (21 år), penselsvin (20 år) og busksvin (20 år). I den modsatte ende af skalaen finder man dværgsvinet, hvis længste kendte levetid er 12 år.
Ifølge IUCN er ni ud af de 17 vilde arter af svin truede. Skægsvin, filippinsk pustelsvin, mindoropustelsvin, molukhjortesvin og sulawesihjortesvin regnes for sårbare (VU), javapustelsvin, togeanhjortesvin og dværgsvin regnes for truede (EN), mens mankesvin anses for kritisk truet (CR).
De to største overordnede trusler mod svinene er (1) ødelæggelse af deres levesteder såsom skovfældning og deraf følgende fragmentering og (2) jagt.
Her følger en række udtryk, der bliver brugt om vildsvinet i jagtterminologi, men som også kan optræde i den zoologiske litteratur om svin. De sammen udtryk benyttes også om tamsvin.
Den 11. marts 2025 afholdes der valg til Grønlands parlament, Inatsisartut. Formanden for Naalakkersuisut, Grønlands regering, udpeges af Inatsisartut efter valget.
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013, og som var blevet forsøgt løst med Minsk-aftalerne.
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.