Pierre Mendès-France, 11.1.1907-18.10.1982, fransk politiker. Mendès-France blev i 1932 medlem af Nationalforsamlingen for Parti radical og var i 1938 understatssekretær i Léon Blums regering. Under 2. Verdenskrig sluttede han sig i 1942 til de Gaulles frie franske styrker i London. Efter Frankrigs befrielse i september 1944 blev han økonomiminister, men da de Gaulle afviste hans drastiske saneringspolitik, trådte han tilbage året efter. Fra 1950 fremstod Mendès-France som den førende kritiker af fransk kolonipolitik, og efter nederlaget i Dien-Bien-Phu blev han i 1954 regeringsleder. Han afsluttede samme år Indokinakrigen ved Genèvekonferencen og anerkendte Tunesiens selvstyre. I 1955 blev Mendès-Frances regering væltet af et flertal i Nationalforsamlingen. Selvom han var hovedmanden bag den republikanske front, der vandt parlamentsvalget i 1956, pegede præsident René Coty på socialisten Guy Mollet som ny regeringsleder. Efter få måneder som minister under Mollet gik han af i protest mod krigen i Algeriet. Mendès-France modsatte sig de Gaulles magtovertagelse i 1958 og forblev en indædt kritiker af Den Femte Republik. Hans rolle som den ikke-kommunistiske venstrefløjs centrale politiske skikkelse blev i midten af 1960'erne overtaget af François Mitterrand.
Forstå aktuelle begivenheder
Grønland
Grønland er et selvstyrende land i et rigsfællesskab med Danmark og Færøerne. Det er verdens største ø med et areal på 2.486.000 km2, en afstand fra nord til syd på ca. 2.670 km og en samlet kystlinje på over 44.000 km. Omkring 80 % af landet er dækket af Indlandsisen.
Forsvarsaftale for Grønland af 1951
Forsvarsaftale for Grønland af 1951 blev indgået mellem Danmark og USA den 27. april 1951. Den indebærer, at USA i regi af NATO skal bistå Danmark i forsvaret af Grønland, og at USA har ret til fri adgang overalt i Grønland. Aftalen afløste Forsvarsaftale for Grønland af 1941, som var indgået af Henrik Kauffmann i Washington DC den 9. april 1941.
Thule Air Base
Thule Air Base et forsvarsanlæg på Grønland, anlagt af USA under den kolde krig. Basen stod klar i 1952. Siden 2023 har anlægget været kendt under navnet Pituffik Space Base.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.