Shanghai, by på Kinas østkyst; 23,02 mio. indb. (2010). Resultatet af folketællingen i 2010 viste, at Shanghai havde en immigrantbefolkning på omkring 9 mio.
Som landets største by er Shanghai førende inden for industri, handel, transport og finans foruden uddannelse og forskning. Den ligger ved Chang Jiangs (Yangtze Kiangs) udmunding i Det Østkinesiske Hav og er både flod- og oceanhavn med stor betydning for Kinas, også de indre provinsers, handel. Havnen er blandt de travleste i verden. Traditionelt har jern- og stålindustri, maskinfremstilling, kemisk industri og tekstilindustri været dominerende, men stort set alle industribrancher findes.
Shanghai er med administrativ status som provins direkte underlagt centralregeringen i Beijing og er samtidig blandt de 14 kystbyer, som siden 1984 har haft en vis selvstændighed mht. udenlandske investeringer. Disse sker især i udviklingszonerne Minhang, Hongqiao og Pudong. Pudong-zonen blev etableret på centralregeringens initiativ i 1990 for at gøre Shanghai til et internationalt økonomisk kraftcenter og motor for udviklingen af provinserne og byerne langs Chang Jiang. Siden har Shanghai været verdens største byggeplads. Byen har genvundet sin placering som Kinas finanscentrum og tiltrukket flere udenlandske investeringer end nogen anden kinesisk by.
Shanghais satsning i 1990'erne rettede sig mod kapital og avanceret teknologi fra de dominerende transnationale selskaber, dvs. fra USA, Japan og EU, via oprettelsen af joint ventures med kinesisk aktiemajoritet og med en produktion rettet primært mod det kinesiske hjemmemarked. Den største joint venture er Shanghai Volkswagen i Pudong fra 1992.
Fra de store naturgasfelter i Tarimbækkenet i Xinjiang er en 4200 km lang gasledning til Shanghai under bygning. Den skal erstatte brugen af stærkt forurenende kul til opvarmning og kraftproduktion.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.