Tertiær

Ved slutningen af Kridt uddøde talrige dyregrupper både i havet og på landjorden, bl.a. dinosaurer, flyveøgler, fiskeøgler, ammonitter og rudister. De fleste af de overlevende grupper eksisterer stadigvæk, og livet i Tertiær har derfor stor lighed med nutidens.

Gennem en nærmest eksplosiv udvikling blandt pattedyrene skabtes inden for de første få mio. år af Tertiær en rigdom af vidt forskellige former, og allerede tidligt i Eocæn var alle nulevende hovedgrupper af pattedyr udviklet. Det gjaldt så forskelligartede dyr som dovendyr, gnavere, aber, flagermus, rovdyr, hvaler, hovdyr, søkøer og elefanter. Siden Eocæn har pattedyrenes udvikling således i det væsentlige bestået i udskiftning af undergrupper inden for allerede eksisterende hovedgrupper. I Miocæn opstod bl.a. en lang række nye familier af planteædere som tilpasning til den nyopståede græsvegetation, heriblandt heste, kameler, elefanter og talrige familier af drøvtyggere. Andre hvirveldyrgrupper med en kraftig ekspansion er fugle og benfisk. Parallelt med blomsterplanternes evolution udvikledes mange grupper af insekter og visse hvirvelløse havdyr, især muslinger, snegle, pighuder (fx gravende søpindsvin) og bryozoer.

En helt unik nyskabelse i begyndelsen af Pliocæn var hominiderne, dvs. den familie, mennesket tilhører. De ældste kendte hominider henføres til slægterne Ardipithecus og Australopithecus. Det var små, abelignende væsener med opret gang, men med en hjerne, der ikke var meget større end chimpansernes. Først med slægten Homo for ca. 2 mio. år siden begyndte hjernens volumen at øges væsentligt. Se også menneske.

Landjordens planteliv blev langt mindre påvirket af katastrofen, og planternes udvikling var stort set en fortsættelse af tendenser, der var begyndt allerede i Kridt. Blomsterplanters (Angiospermers) udvikling og spredning fortsatte med uformindsket kraft igennem hele Tertiær. Omkring halvdelen af de slægter, vi kender fra begyndelsen af Oligocæn, findes i dag. Med de planteædende dinosaurers forsvinden bredte træer og buske sig, og i Paleocæn og Eocæn synes tætte, mørke skove at have været dominerende. Græsser og urter bredte sig i slutningen af Oligocæn og i Miocæn. Deres udbredelse var med til at forme en ny vegetationstype, det åbne græsland.

Jordens klima var i Paleocæn og især i Eocæn varmt og fugtigt med ringe eller ingen is ved polerne; Mellemeuropa havde i begyndelsen af Eocæn nærmest tropisk klima. Herefter indtrådte en betydelig klimatisk forandring, og i Oligocæn opbyggedes en permanent iskappe på Antarktis. I Miocæn var klimaet i Europa dog stadig varmere end i nutiden. I Pliocæn blev klimaet betydelig koldere, og indlandsis begyndte at brede sig også på den nordlige halvkugle.

I begyndelsen af Tertiær var kontinentfordelingen efter Pangæas opbrud begyndt at ligne nutidens. Dog var det nordlige Atlanterhav endnu ikke opstået; det blev dannet tidligt i Eocæn ved riftdannelse og voldsom vulkansk aktivitet mellem Grønland og Nordeuropa. Basalterne på Færøerne, de ældste dele af Island samt askelagene i moleret i Nordjylland kan føres tilbage til denne vulkanisme. På samme tid blev Australien adskilt fra Antarktis. Indien var oprindelig en del af Afrika, men i Oligocæn nærmede dette subkontinent sig Asien som følge af pladetektoniske bevægelser. Himalaya blev foldet op ved sammenstødet, der accelererede i Sen Miocæn og Pliocæn og fortsætter den dag i dag.

De pladetektoniske forskydninger var store i Tertiær, fx bevægede Nord- og Sydamerika sig væk fra Europa og Afrika med op til 3 cm om året. Med omtrent samme hastighed nærmede Afrika og Europa-Asien sig hinanden, samtidig med at der var stor aktivitet i de midtoceaniske rygge under Stillehavet. Alle de alpine foldebælter, der fx strækker sig fra Middelhavsområdet til Himalaya og omkranser Stillehavet, opstod i Tertiær og til dels i Kvartær. Det samme gælder stort set alle vulkanske øbuer.

I Danmark består undergrundens øverste lag næsten overalt af afsætninger fra Tertiær. Kun i Nordjylland samt på Anholt, Bornholm, Sydsjælland, Møn og det meste af Lolland og Falster er de øverste lag ældre.