Faktaboks

Yul Brynner

Julij Borisovitsj Brinner, Юлий Борисович Бриннер

Født
11. juli 1920, Vladivostok, Sovjetunionen (i dag Rusland)
Død
10. oktober 1985, New York City, USA
Levetid - kommentar
fødselsår usikkert

Yul Brynner var en russisk-amerikansk skuespiller. Han blev kendt for sin rolle som den karismatiske og kronragede konge af Siam i Richard Rodgers og Oscar Hammerstein II's (1895-1960) musical The King And I (på dansk Kongen og jeg), der havde premiere i 1951 på Broadway.

Rollen som kongen af Siam var Brynners gennembrud efter en broget karriere i underholdningsbranchen, og succesen fortsatte med Walter Langs (1898-1972) filmatisering af stykket i 1956, der gav Brynner en Oscar. Han beholdt sin stjernestatus i de følgende års skurke- og westernroller, bl.a. i John Sturges' (1911-92) The Magnificent Seven (1960, på dansk Syv mænd sejrer).

Da filmkarrieren begyndte at falme, vendte Yul Brynner 1977 tilbage til teatret, hvor han gentog succesen med The King And I indtil få måneder før sin død.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig