indium

Indium er et chalcofilt grundstof, der koncentreres i hydrothermale forekomster af sulfidmineraler af zink, cadmium, kobber og tin. Jordskorpens gennemsnitsindhold af indium er 0,1 g/t, men zinkmineralet sphalerit kan indeholde mere end 5000 g/t. Der findes nogle få indiummineraler, fx indit, In₂FeS₄, roquesit, InCuS₂ og dzhalindit, In(OH)₃.

Metallisk indium fremstilles ved elektrolyse af opløsninger af indiumsalte. Det udvindes især af flugtstøv fra zinksmeltning, idet metallet findes som urenhed i zinkblende. Den årlige produktion er på ca. 800 t med Kina som den største producenter. Indium anvendes ved fremstilling af halvlederkomponenter til den elektroniske industri og i form af indiumoxid som overfladebelægning på glas til tv- og computerskærme og til dugfri ruder. På metallisk form anvendes det som overfladebelægning på kobber og sølv, hvilket modvirker anløbning og misfarvning, og på aluminiumledere for at sikre god elektrisk kontakt.

I legeringer med bismuth, cadmium, tin og/eller bly danner indium letsmeltelige metaller med fortræffelige loddeegenskaber, som også fugter glas og kan tjene til forsegling af glasbeholdere. Endvidere indgår indium i kontrolstænger til kernereaktorer og i bestrålingsmålere.

Indium optræder i forbindelser i oxidationstrin -3, +1, +2 og +3. Indium har oxidationstrinnet -3 i det ubestandige lithiumindiumhydrid, LiInH₄. Oxidationstrinnet +1 findes i det faste stof indium(I)klorid, InCl, der er ustabilt over for vand. Det formelle oxidationstrin +2 findes fx i indium(II)bromid, InBr₂, der dog er sammensat af lige mængder af indiumatomer i oxidationstrinnene +1 og +3. Oxidationstrinnet +3 er det hyppigst forekommende også i vandige opløsninger af mange salte. De teknisk vigtigste forbindelser er de halvledende forbindelser med grundstoffer fra det periodiske systems 15. gruppe, fx indiumfosfid, InP, der bl.a. anvendes i lysdioder.