kirtel

Eksokrine kirtler er ofte organiseret således, at de sekretproducerende celler ligger samlet i såkaldte kirtelendestykker et stykke fra overfladen, fx i underhuden eller i tarmvæggen, omgivet af bindevæv; bugspytkirtlen er dog et selvstændigt organ, primært dannet af eksokrine kirtler.

Kirtelcellerne udtømmer sekret i mindre udførselsgange, der igen kan samles i en enkelt udførselsgang, som løber til en af legemets overflader. I fx sved-, talg- og flere spytkirtler er cellerne ensartede og producerer det samme sekret, mens andre kirtler består af forskellige celletyper, fx mavesækkens kirtler af både enzym-, saltsyre- og slimproducerende celler.

Endokrine kirtler findes som veldefinerede hormonproducerende organer, fx skjoldbruskkirtel og binyrer, eller som bestanddele af eksokrine kirtler som fx de langerhanske øer i bugspytkirtlen eller kønshormonproducerende celler i testiklen.

Endokrine celler kan være organiseret i strenge mellem kapillærer, således at der dannes et tæt netværk af celler og blod, eller de kan danne væggen i blærer, hvori forstadier til hormoner, dannet af væggens kirtelceller, opbevares, til der er brug for hormonet. Kirtler kan også findes som enkeltcellekirtler i visse organer og i slimhinder: I slimhindernes epithelcellelag findes fx såvel eksokrine celler, der afgiver slim til overfladen, som endokrine celler, der afgiver hormoner til blodet eller cellens omgivelser, såkaldt parakrin sekretion. Disse endokrine celler har stor betydning for luftvejenes og fordøjelseskanalens funktion, idet de sammen med nerveimpulser kan regulere kirtelsekretion og muskelfunktion i et afgrænset område som svar på lokale stimuli.