Laktose er det vigtigste kulhydrat i mælk. Mælk fra køer indeholder ca. 4,8 procent laktose og mælk fra mennesker ca. 6,4 procent.

Faktaboks

Etymologi
Ordet laktose kommer af latin lac 'mælk', genitiv lactis, og -ose.
Også kendt som

lactose, mælkesukker

Dannelse og opbygning

Mælkesukker
Strukturformlen for laktose
Mælkesukker
Licens: CC BY SA 3.0

Laktose er er et disaccharid opbygget af et molekyle galaktose og et molekyle glukose, og er bundet sammen ved en såkaldt β-1,4-binding. Det dannes ud fra glukose i pattedyrs mælkekirtler; glukose omdannes til galaktose, som dernæst reagerer med glukose og danner laktose. Laktosedannelsen stimuleres af hypofysehormonet prolaktin og af hormoner fra moderkagen.

Nedbrydning af laktose

Laktose nedbrydes i tyndtarmen af enzymet laktase til de to monosaccharider galaktose og glukose, som via blodet optages til blodbanen og derfra til forskellige væv og organer.

Laktase produceres hos spædbørn, således at laktose fra brystmælk kan nedbrydes, men efter ophør af amning ophører laktaseproduktionen hos størstedelen af Jordens befolkning, på nær hos de folkeslag, som er tilpasset at indtage mælkeprodukter resten af livet, det gælder især personer af den kaukasisk etnicitet.

Laktose i industrien

Laktose udvindes industrielt fra valle ved inddampning og krystallisation. Den vigtigste kommercielle anvendelse er som ingrediens i næringsmidler, bl.a. modermælkserstatning. Andre anvendelser er til tabletfremstilling i medicinalindustrien og som fermenteringssubstrat.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig